"Tårnvægteren Ole" af H.C. Andersen

Første besøg

Mellem de bøger jeg sidst havde lånt Ole, var en bog om rullestenene, den der især havde fornøjet og opfyldt ham.

»Ja, de er rigtige jubeloldinge, disse rullesten!« sagde han, »og dem går man tankeløs forbi! Det har jeg selv gjort på marken og ved stranden hvor de ligger i mængde. Der træder man på brostenene, disse stumper af de allerældste oldtidslevninger. Det har jeg selv gjort. Nu har hver brosten min højagtelse! Tak for den bog, den har fyldt mig, skudt gamle tanker og vaner til side, gjort mig forhippet på at læse noget mere af den slags. Jordens roman er dog den mærkeligste af alle romaner! Skade at man ikke kan læse de første dele, da de er affattet i et tungemål vi ikke har lært. Man må læse i jordlagene, i kiselstenene, i alle jordperioderne, og så træder de handlende personer først op i sjette del, hr. Adam og fru Eva, det er lidt sent for mange læsere, de vil have dem straks, det er mig det samme. Det er en roman, højst eventyrlig, og vi er allesammen med i den. Vi kribler og krabler og bliver på det samme sted, men kuglen drejer sig uden at spilde verdenshavet over os. Skorpen vi går på, holder sammen, vi falder ikke igennem, og så er det en historie i millioner år, med bestandig fremgang. Tak for den bog om rullestenene! De er karle, de kan fortælle noget når de kan det! Er det ikke fornøjeligt sådan engang imellem at blive til niks når man sidder så højt som jeg, og da at huskes på at vi alle, selv med blanksværte, kun er minutmyrer på jordtuen, om vi endogså er myrer med ordensbånd, myrer med gang og sæde. Man bliver så flovt ung ved siden af disse millionårs gamle ærværdige rullesten. Jeg læste i bogen nytårsaften og var så henne i den at jeg glemte min sædvanlige fornøjelse nytårsnat, at se på »den vilde hær til Amager«! Ja, den kender De nok ikke!

Heksenes fart på kosteskaft er bekendt nok, den er St. Hans nat og til Bloksbjerg, men vi har også den vilde hær, den er indenlandsk og nutids, den går ad Amager til nytårsnat. Alle de dårlige poeter, poetinder, spillemænd, bladskrivere og kunstneriske offentligheder, de som ikke duer, rider nytårsnat gennem luften ud til Amager. De sidder skrævs over deres pensel eller pennefjer, stålpen kan ikke bære, den er for stiv. Jeg ser det som sagt hver nytårsnat. De fleste af dem kunne jeg nævne ved navn, men det er ikke værd at lægge sig ud med dem; de holder ikke af at folk skal vide om deres Amagerfart på pennefjer. Jeg har et slags søskendebarn som er fiskerkone og leverer skældsord til tre agtede blade, siger hun, selv har hun været derude som indbudt gæst, hun blev båret derud, hun holder ikke selv pennefjer og kan ikke ride. Hun har fortalt det. Det halve er løgn hvad hun siger, men det halve er allerede nok. Da hun var derude, begyndte de med sang, hver af gæsterne havde skrevet sin vise, og hver sang sin, for den var den bedste. Det var lige ét, det var samme »melodonte«. Så opmarcherede i små kammeratskaber de som kun virker med snakketøjet, der var nu sangklokkerne der synger på omgang, så kom de små trommeslagere som trommer ud i familier. – Bekendtskab blev der gjort med dem der skriver uden at lægge navn til, det vil her sige hvor fedtsværte går for blanksværte. Der var bøddelen og hans dreng, og drengen var den skrappeste, ellers blev han ikke lagt mærke til. Der var den gode skraldemand, der vender bøtten og kalder den »god, meget god, udmærket god!« – Midt under al den fornøjelse som det måtte være, skød frem fra kulen en stilk, et træ, en uhyre blomst, en stor paddehat, et helt tag, det var den ærede forsamlings slaraffenstang der bar alt hvad de i det gamle år havde givet verden. Ud fra den fór gnister, som ildsluer, det var alle de lånte tanker og idéer de havde brugt, som nu løste sig og fór hen som et helt fyrværkeri. Der blev leget »tampen brænder«, og de små poeter legede »hjertet brænder!« De vittige sagde brandere, ringere tåltes ikke. Vittighederne rungede som slog man tomme potter på døre, eller potter med tørveaske. Det var højst fornøjeligt! sagde søskendebarn. Egentlig sagde hun en hel del endnu som var meget maliciøst, men morsomt! Jeg siger det ikke, man skal være gode mennesker og ikke ræsonnører. De indser imidlertid at når man som jeg således ved besked om festen derude, er det så rimeligt at jeg hver nytårsnat passer på for at se den vilde hær flyve af sted. Savner jeg et år enkelte, så er der kommet nye til, men i år forsømte jeg at se på gæsterne, jeg rullede derfra på rullestenene, rullede gennem millioner år, og så stenene ramle løs oppe i Nordlandene, så dem drive på isstykker længe før Noahs ark blev tømret, så dem synke til bunds og komme op igen på en sandrevle, den der pegede op af vandet og sagde: »Dette skal være Sjælland!« jeg så dem blive sæde for fuglearter vi ikke kender, sæde for vilde høvdinger vi heller ikke kender, indtil øksen bed runemærke ind i et par som da kunne komme ind i tidsregning, men jeg var kommet aldeles ud af den, blevet til niks. Da faldt tre-fire dejlige stjerneskud, de lyste op, tankerne fik et andet sving: – De ved da hvad et stjerneskud er? Det ved de lærde ellers ikke! – Jeg har nu mine tanker om dem, og jeg går ud fra dét: Hvor tit i løndom bliver ikke udtalt tak og velsignelse over hver som har udrettet noget skønt og godt, tit er takken lydløs, men den falder ikke til jorden! Jeg tænker mig den opfanges af solskinnet, og solstrålen bringer den stillefølte lønlige tak ned over velgørerens hoved, er det et helt folk der gennem tider sender sin tak, ja, da kommer takken som en buket, falder som et stjerneskud på velgørerens grav. Det er mig ordentlig sådan en fornøjelse når jeg ser stjerneskud, især nytårsnat, at udfinde hvem den taksigelsesbuket nu kan gælde. Der faldt sidst et lysende stjerneskud i sydvest: en velsignelses tak for mange, mange! Hvem kunne det gælde? Det faldt bestemt, tænkte jeg, på skrænten ved Flensborg Fjord, hvor Dannebrog vajer over Schleppegrells, Læssøes og kammeraternes grave. Der faldt et midt i landet, det faldt ned i Sorø, en buket på Holbergs kiste, en tak i året fra så mange, tak for de herlige komedier!

Det er en stor tanke, en glad tanke at vide at der falder et stjerneskud på vor grav, det gør der nu ikke på min, ikke en solstråle bringer mig tak, for her er ikke noget at takke for! Jeg opnår ikke blanksværte,« sagde Ole, »min lod i verden er at få fedtsværte.«