"Vejrmøllen" af H.C. Andersen

Der stod på bakken en vejrmølle, stolt at se på, og stolt følte den sig:

»Aldeles ikke stolt er jeg!« sagde den, »men jeg er meget oplyst, uden og inden. Sol og måne har jeg til udvortes brug og til indvendig med, og så har jeg desuden stearinlys, tranlampe og tælleprås. Jeg tør sige at jeg er oplyst, jeg er et tænkende væsen og så velskabt at det er en fornøjelse. Jeg har en god kværn i brystet, jeg har fire vinger, og de sidder mig oppe i hovedet, lige under hatten. Fuglene har kun to vinger og må bære dem på ryggen. Jeg er en hollænder af fødsel, det kan ses på min skabelon, en flyvende hollænder. Den regnes til det overnaturlige, ved jeg, og dog er jeg meget naturlig. Jeg har galleri om maven og beboelseslejlighed i nederdelen; der huser mine tanker. Min stærkeste tanke, den der styrer og råder, kaldes af de andre tanker »manden på møllen«. Han ved hvad han vil, han står højt over mel og gryn, men har dog sin mage, og hun kaldes mutter. Hun er hjertelaget, hun løber ikke avet om, også hun ved hvad hun vil, hun ved hvad hun kan, hun er mild som et vindpust, hun er stærk som blæsten. Hun forstår at lirke, at få sin vilje. Hun er mit bløde sind, fatter er mit hårde. De er to og dog én, de kalder også hinanden »min halvpart«. De har rollinger, de to: små tanker som kan vokse. De små gør et styr! Forleden da jeg i dybsindighed lod »fatter« og hans svende se kværn og hjul efter i mit bryst, jeg ville vide hvad der var i vejen, thi der var noget i vejen indeni mig, og man skal ransage sig selv, så gjorde de små et forfærdeligt styr der ikke tager sig ud når man, som jeg, står højt på bakken. Man må huske at man står i belysning: Omdømmet er også belysning. Men hvad jeg ville sige, det var et forfærdeligt styr af de små! Den mindste fór mig lige op i hatten og trallede så det kildrede i mig. De små tanker kan vokse, det har jeg fornemmet, og udefra kommer også tanker og ikke ganske af min slægt, for jeg ser ingen af den så langt jeg ser, ingen uden mig selv. Men de vingeløse huse hvor kværnen ikke høres, de har også tanker, de kommer til mine tanker og forlover sig med dem, som de kalder det. Underligt nok, ja, der er meget underligt. Det er kommet over mig eller i mig, noget har forandret sig i mølleværket, det er som om fatter havde skiftet halvpart, fået et endnu mildere sind, en endnu kærligere mage, så ung og from og dog den samme, men blødere, frommere med tiden. Hvad besk var, er fordunstet, det er meget fornøjeligt det hele. Dagene går, og dagene kommer, altid fremad til klarhed og glæde, og så, ja, det er sagt og skrevet, så kommer der en dag at det er forbi med mig og aldeles ikke forbi! Jeg skal rives ned for at rejse mig ny og bedre, jeg skal høre op og dog blive ved at være. Blive en ganske anden og dog den samme. Det er mig svært at begribe ihvor oplyst jeg end er, ved sol, måne, stearin, tran og tælle. Mit gamle tømmer og murværk skal rejse sig igen af gruset. Jeg vil håbe at jeg beholder de gamle tanker: Fatter på møllen, mutter, store og små, familien, den jeg kalder det hele, en og dog så mange, hele tankekompagniet, for det kan jeg ikke undvære! Og mig selv må jeg også blive, med kværn i brystet, vinger på hovedet, altan om maven, ellers kan jeg ikke kende mig selv, og de andre kan heller ikke kende mig og sige, der har vi jo møllen på bakken, stolt at se, dog aldeles ikke stolt!«

Det sagde møllen, den sagde meget mere, men dette var nu det vigtigste.

Og dagene kom, og dagene gik, og den yderste var den sidste.

Der gik ild i møllen. Flammerne løftede sig, slog ud, slog ind, slikkede bjælker og brædder, åd dem op. Møllen faldt, der var kun en askehob tilbage, røgen fór hen over brandstedet, vinden bar den bort.

Hvad levende der havde været på møllen blev, dét kom ikke noget til ved den begivenhed, det vandt ved den. Møllerfamilien, én sjæl, mange tanker og dog kun én, fik sig en ny, en dejlig mølle den kunne være tjent med, den lignede aldeles den gamle, man sagde: »Der står jo møllen på bakken, stolt at se!« men denne var bedre indrettet, mere tidssvarende, for det går fremad. Det gamle tømmer der var ormstukket og svampet, lå i støv og aske. Den møllekrop rejste sig ikke som den havde troet, den tog det lige efter ordene, og man skal ikke tage alting lige efter ordene!

Teksten er hentet fra hcandersen.dk og må deles efter regler angivet i licensen CC-BY fra Creative Commons. Kilden er ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig modernisering ved Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.

Illustrationerne er skabt af Lorenz Frølich (1820-1908) og hentet fra "H. C. Andersen Samlede Eventyr og Historier", 1961.