Erling Albrectsen (1904-1989) var født i København som søn af en cand. mag. Familien flyttede til Jylland, hvor han kom i Randers lærde Skole og senere Viborg Katedralskole, hvorfra han blev student. Han drog til København og studerede først jura, men skiftede fag og tog i 1934 skoleembedseksamen. Forinden var han blevet tilknyttet Nationalmuseet, hvor han fik lagt grunden til sit livslange arbejde med arkæologien. Han ses fra 1940-71 som inspektør ved Fyns Stiftsmuseum. I 1968 blev han dr. phil.
Han indleder sin erindringsbog med:
Forord
Ud af min læsning har vel intet bidt sig mere fast i sindet end det indledende kapitel i Johannes V. Jensens Cimbrernes Tog. Digteren lader det danske folks erindring i hedenold, skjalden Norne-Gæst, drage sydfra op gennem Jylland langs vandskellet, til cimbrerne ved Limfjorden. Det er lige før vårbrud. Ved bålet i det frie slumrer han ind for natten og vågner i årle gry, skudrende, med en rimkappe på sig. Af randselen tager han fiskekroge frem, meder ørreder i bækløbet og bereder dem til davre over det nu genopblussende bål. Solskiven glider over himmelranden, af bakke, hans stivnede krop løser sig langsomt op, og i glæden over at være til kvæder skjalden med ryggen til natten:
Lovet være Verdens
Lys i min Tanke,
Solopgangen
Og Synets Gave!
Af Gnist under Asken
genopstaar Ilden.
Evig bedaarer
mig Dagens Under.
Det er digterens udvalgte kald at tolke og søge udløsning for menneskets indre tankeverden, at iklæde dets uklart formulerede sjæleliv almene udtryk, umiddelbart forståelige for den enkelte som for alle. Hvad digteren i denne strofe har skrevet, har jeg vidst, siden jeg var sytten, men jeg vilde næppe have kunnet klare mig mit nære forhold til Danmarks natur, landets geologiske tilblivelse og ikke heller forstået den tidsdybde, som kendskabet til folkets historie udvider billedet af Danmark med, om ikke den berømte strofe var blevet mig en vandringsstav som den, Norne-Gæst målte Jylland og den øvrige verden ud med.
Denne erkendelse blev mig bevidst i gymnasieårene i Viborg i begyndelsen af 1920’erne og nåedes ad to veje. Den ene var en ivrig dyrkelse af ørredfiskeri, en idræt, jeg med min ven, Helge Weldingh fra Randers, senere direktør for Midtkraft i Aarhus, øvede langs de mange rene og dengang uberørte vandløb i Viborgs vesteregn. Her fandt jeg Naturen og siden ved en lille bæks bredder også min senere hustru. Den anden var venskabet efter 1925 med den begavede og særprægede planteskoleejer Rasmus Brostrøm i Viborg, en menneskealder ældre end jeg, et forskertalent, der fulgte sine topografiske og arkæologiske interesser med den vågne amatørs mådehold, dog mere som iagttager end som bearbejder. Han havde inspirationens nådegave; der var lys og en stille humor i hans øjne. Gennem mange udflugter og fodvandringer med ham i Viborgs minderige omegn fik jeg lagt et bæredygtigt grundlag for min senere vej som museumsmand. Hans blik var skarpt i terrænet. Som medlem af Viborgs Stifts Museums bestyrelse indviede han mig elementært i museumsarbejde og udgravning. Det er endnu min stolthed at tænke på, at mine redegørelser fra for mere end halvtreds år siden står nedskrevne i museets »dagbog« og fundprotokol og af andre er benyttet til oplysning om Viborgegnens oldhistorie.
For tilskud til udgivelsen af denne min erindringsbog bringer jeg Velux Fonden af 1981, København, Ingeniør N. M. Knudsens Fond, Odense, Erik og Marta Scheibels Legat, Odense, min dybfølte tak.
Odense i november 1987
Erling Albrectsen
På vegne Danske Slægtsforskere har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.