Elit Poul Ponsaing Reumert (1855-1934) kom til verden i Aalborg som søn af en adjunkt og senere sognepræst. Som 18-årig blev han student fra Borgerdydskolen på Christianshavn og påbegyndte medicinske studier. Men scenen og litteraturen trak, og han blev en meget anerkendt skuespiller, oversætter, forfatter og teaterhistoriker.

I 1925 fik han udgivet sin biografi om H. C. Andersen, som han indleder med:

I Forordet til den Compilation af H. C. Andersen'ske Dagbogsblade, der under Titlen »H. C. Andersen's sidste Leveaar« udkom i 1906, udtaler Jonas Collin, at han anser sin Fader, Edvard CoIlin's i 1882 udgivne Skrift »H. C. Andersen og det Collin'ske Hus« som »en i alt Væsenligt afsluttende Karakteristik af Andersen som Menneske«.

I skarp Modsætning til denne dristige Opfattelse er jeg af den Mening, at Andersen's Menneskevæsen, mærkeligt og af enestaaende Interesse som det er, i Tidens Løb vil give Anledning til bestandig ny Forskning.

Jonas Collin's Udtalelse maatte navnlig vække Modsigelse blandt dem, for hvem Andersen's Minde var dyrebart, idet de betragtede den Karakteristik, som Edv. Collin i det ovennævnte Skrift havde givet af Digteren, som ikke blot ufuldkommen men forfejlet. Vidnesbyrd i den Retning er blevet offentliggjort endogsaa af selve den Collin'ske Slægts Medlemmer, — saaledes af Rigmor Stampe, en Datter af Jonna Stampe, født Drewsen, H. C. Andersen's trofaste Veninde; og den Bog, som hun i 1918 udgav: »H. C. Andersen og hans nærmeste Omgang«, gjorde sig tillige bemærket ved at aande den Hjertevarme og kærlige Forstaaelse af Andersen, som man havde savnet i Edv. Colliris.

Nærværende Skrift, som herved forelægges mine Læsere, har i Trangen til at lade Mindet om Andersen vederfares fuld Retfærdighed det samme Udspring og samme Formaal som Rigmor Stampe's, men er anlagt paa en anden og bredere Basis, idet jeg har ønsket indgaaende at redegøre for Andersen's Karakter og Egenskaber, ikke blot i Forholdet til hans nære Venner men ogsaa i Forholdet til hans eventyrlige Livsskæbne og til de mange Mennesker, han traf i Verden baade hjemme og ude.

Vanskeligheden ved denne Opgave. hvis Løsning mærkeligt nok ikke hidtil har været forsøgt, er mig fuldt bevidst, og — efter hvad jeg ovenfor har udtalt — vil man forstaa, at jeg i ethvert Fald ikke et Øjeblik har næret den ringeste Formening om, at den Karakteristik, jeg giver af Andersen, skulde være »i alt Væsenligt afsluttende«. Men mit Arbejde vil forhaabentlig — foruden at bringe Oplysninger, der hidtil har været Offentligheden ubekendte — fastslaa hans store Værdi som Menneske og maaske foranledige Andres Forsøg paa yderligere at klare hans forunderligt sammensatte Væsen, saa at det efter Fortjeneste kan vise sig for Efterverdenen i bestandig renere og sandere Belysning.

Hvis man vil indvende, at jeg hist og her fordyber mig i Enkeltheder, der synes betydningsløse, kan jeg dertil kun svare, at i en psykologisk Skildring af en Personlighed som Andersen's forekommer selv den ringeste Hændelse eller Yttring mig værdifuld, og at det just er de tilsyneladende ubetydeligste Smaating — en tilfældig Streg, en Smule Lys eller Skygge — som ofte tjener mest til at frembringe et Helhedsbillede. —

Af nulevende Personer, der under mit Arbejde, hver paa sin Vis, ved Meddelelser, Oplysninger og paa anden Maade har staaet mig elskværdigt bi, føler jeg Trang til at bringe en særlig Tak til Frk. Louise Melchior, Professor Wil. Bloch. Provst M. Weber og min kære, mangeaarige Ven, Professor Vilh. Østergaard. —

 

         Espergærde 1925.

                                                                                                                                Elith Reumert.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.