Niels Erik Hofman Bang (1803-1886) kom til verden på Hofmansgave på Nordfyn som søn af stamhusbesidderen. Som 19-årig blev han student fra Herlufsholm. Han videreuddannede sig bl.a. på et landbrugsinstitut i Brandenburg. Senere flyttede han til Hofmansgave, hvor han i 1845 oprettede et landbrugsinstitut, der blev en af de første danske landbrugsskoler. I 1855 overtog han Hofmansgave efter sin fader. 

Johan Christian Frederik Eckardt (1823-1899) var født i Helsingør som søn af en købmand. Han blev student som 18-årig og startede på jurastudiet, som han dog opgav og lærte landvæsen på Ødemark ved Sorø og Hofmansgave på Fyn. Senere købte han Ørumgaard mellem Horsens og Vejle, som han udviklede til en mønstergård. Han var engageret i foreninger og politik og i en kortere periode medlem af folketinget. Samtidig var han en flittig foredragsholder og skrev mange artikler til landbrugstidsskrifter.

I 1881 fik Eckardt optaget sin artiklel om Hofman Bang i Landbrugsbladet. Artiklen udkom som særtryk. Jeg har scannet den lille bog til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.