Otto Bache (1839-1927) var født i Roskilde som søn af en købmand. Allerede som 10-årig kom han på Kunstakademiet og var fra 1854 elev af Wilhelm Marstrand. Han blev tidligt anerkendt som en dygtig portrætmaler. Fra 1887-1909 var han professor ved Kunstakademiet.
Albert Fabritius (1905-1976) kom til verden på Frederiksberg som søn af en fabrikant. Som 28-årig blev han student og påbegyndte historiestudiet på Københavns Universitet. Samtidig drev han genealogisk virksomhed. I 1946 blev han dr. phil. på afhandlingen "Danmarks Riges Adel. Dens Tilgang og Afgang 1536-1935". I flere år var han bibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek, og fra 1958 og til sin død var han kongelig ordenshistoriograf.
I 1964 udgav han "Maleren Otto Baches Erindringer", som indledes med:
FORORD
I 1928 udgav Peter Christiansen på Gads Forlag sin smukke mindebog om morfaderen, maleren Otto Bache, som var død året før. Det omfattende billedstof, som udgjorde skriftets hoveddel, var forsynet med en indledning, til hvis skildring af Baches liv de her foreliggende erindringer blev benyttet med citater i et passende arrangement. Christiansen redegjorde herfor i sit forord, idet han iøvrigt udtalte, at memoirerne „paa Grund af deres fragmentariske og gennemgaaende rent private Karakter“ ikke egnede sig til offentliggørelse in extenso.
Ved sit testamente af 9. oktober 1956 bestemte imidlertid frøken Clara Bache, at hendes faders erindringer om muligt skulle mangfoldiggøres, og nu 35 år efter Christiansens benyttelse af materialet er de diskretionshensyn, som han vel i første række har ladet sig bestemme af, ikke længere af samme vægt. Vist er erindringerne fragmentariske, og betydeligere memoireværker kendes også i den danske litteratur, men ikke destomindre har man skønnet, at der såvel i kunstnerisk og kunsthistorisk som i personhistorisk henseende foreligger et stof, som vil kunne interessere en større kreds og måske især glæde den, der har sans for en godt fortalt god historie. Dertil kommer, at det billede de bringer af forfatteren selv, uddyber det indtryk, som ikke mindst hans portrætter giver, af hans noble og nøgterne personlighed. Så langt fra at være sårende for andre mennesker giver erindringerne som helhed måske snarere et lidt for elskværdigt, et lidt for forsigtigt billede af det store persongalleri, som han har været i berøring med; derfor er den kulturhistoriske interesse ved det foreliggende stof nok af større betydning end den personhistoriske. Vægtigst tæller dog de fint udførte pennetegninger, som vidner om, at den da omtrent 80-årige fortæller havde bevaret sin faste, på engang klare og minutiøse streg.
Ved tekstgengivelsen er manuskriptet nøje fulgt med hensyn til det ortografiske, men evidente skrivefejl er stiltiende rettet, ligesom den noget tilfældige tegnsætning er normaliseret. Baches hyppige anvendelse af parentheser er i stort omfang erstattet med kommaer. Oversprungne ord er indsat i skarpe klammer. Enkelte gentagelser i fortællingen er udeladt, og hvor det er skønnet rimeligt, er manuskriptets fodnoter anbragt på det sted i teksten, hvortil de hører.
Hvad notestoffet angår, er den egentlige kommentering indskrænket til det nødvendigste, teksten lader sig glimrende læse uden noter, og personkommentaren er meddelt gennem de fyldigere identifikationer i personregistret.
Albert Fabritius
Med tilladelse fra Albert Fabritius' efterkommere har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.