Sophus Gustav Bauditz (1850-1915) kom til verden i Aarhus som søn af en oberst. Han fik juridisk embedseksamen og virkede som assistent ved forskellige offentlige kontorer. Senere blev han dansklærer ved Borgerdydskolen og Søofficerskolen. En periode var han forstander for Det Kgl. Teaters elevskole og fra 1900 direktør for Københavns kommunale skolevæsen. Ved siden af disse gerninger havde han overskud til et ret omfattende forfatterskab af romaner og skuespil og opnåede stor popularitet.
Gustav Bauditz (1882-1935) var født i Københavns som ældste søn af ovennævnte. Han levede som journalist og forfatter. I 1917 fik han udgivet sin bog om faderen: "Sophus Bauditz : Hans Liv og Digtning paa Grundlag af efterladte Papirer". Han indleder med:
FORORD
Et Par Aar før Sophus Bauditz døde, var han saa smaat begyndt at sysle med Tanken om at udarbejde sine »Erindringer«. Han ordnede gamle Breve og Dagbøger og gjorde Smaarejser til de Egne og Byer, han i Barndomsaarene havde besøgt eller levet i — saaledes var han et godt Aarstid før sin Død i Itzehoe, hvor Faderen i 1858 havde ligget i Garnison.
Sophus Bauditz talte ofte om sine »Erindringer« og udviklede for mig, hvorledes de skulde fremtræde. Og altid smilede han glad, naar han satte sig til rette og sagde: »Vil Du saa høre!« Han vidste ogsaa, at Bogen, naar den en Gang blev færdig, vilde blive en morsom Bog.
Men Sophus Bauditz naaede ikke at se sit Ønske opfyldt. I Forsommeren 1915 begyndte han at nedskrive Indledningen, der omhandler Slægten Bauditz’ Historie, men Sygdommen tog stadig til, og i August samme Aar lukkede han for bestandig sine Øjne.
— Og det var ikke uden Vemod, jeg tog den store Mappe, uden paa hvilken min Fader havde skrevet »Minder«, frem og begyndte at blade de gulnede Papirer igennem, de omhyggeligt førte Dagbøger og de — med lidt rystende Haand — gjorte Notitser. Og det var heller ikke — jeg tilstaar det ærligt — uden store Betænkeligheder, at jeg besluttede mig til at samle og fortsætte det store, men spredte Stof, som min Fader udtrykkelig havde ønsket, at kun jeg skulde have Adgang til.
Bestyrelsen for »Den Raben-Levetzau’ske Fond« viste mig imidlertid — efter at den havde gjort sig bekendt med en Del af mine Udkast — den Ære at yde mig sin Støtte, og det var da med bedre Mod, jeg gik i Gang med Bogen.
Resultatet foreligger nu.
Om Opgaven: at føre min Faders planlagte Arbejde videre med alle de Tilføjelser, hvormed jeg mener at kunne bidrage til en samlet Levnedsskildring og Karakteristik af Sophus Bauditz, er lykkedes mig, maa jo andre dømme.
Blot vil jeg — uden i mindste Maade at forsøge paa at afvæbne en berettiget Kritik — bede Læseren erindre, at Bogen om Sophus Bauditz skyldes en Søn, der saa’ op til sin Fader, og som nu efter hans Død med Taknemlighed mindes Faderens Kærlighed og Venskab.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.