Julius Ferdinand Emil Clausen (1868-1951) var født i København som søn af en urtekræmmer. Han blev student fra Metropolitanskolen og tog skoleembedseksamen. I 43 år var han ansat ved Det kgl. Bibliotek. Ved siden af embedsgerningen var han en meget flittig forfatter af især litterær- og personalhistoriske værker.
I 1941 skrev han en selvbiografi: "Mennesker på min Vej : Minder fra de unge Dage", som han indleder med:
Gennem Aarene har jeg læst saa mange — trykte og utrykte — Memoirer, at jeg vel burde være kommen til Klarhed over hvad der giver Livserindringer en saadan Vægtfylde, at Nedskriveren kan meddele dem til sine Medmennesker, uden at de synes altfor overflødige og skrevne hen i det Blaa.
Som Resultat af min Læsning og mine Overvejelser mener jeg da at kunne fastslaa, at Memoirer deler sig i to Hovedgrupper: i den første optræder Forfatteren som Hovedperson, og det øvrige Stof grupperer sig i Forhold til den Interesse og Betydning det har havt for Nedskriveren; i den anden lader han sin Person saa vidt muligt træde tilbage (helt kan det jo aldrig lykkes) og lader Lyset saa meget stærkere falde over de Skikkelser og Begivenheder, som har grebet ind i hans Liv. Den første er saaledes den subjektive, den anden den objektive Form for Memoireskrivning.
Men det siger sig selv, at Grænsen maa blive flydende, da alt jo hviler paa Nedskriverens personlige Indtryk. Talen er kun om Tendensen, om Hensigten. Man vilde muligt sige, at hvor det er en meget fremtrædende Personlighed, en stor Statsmand eller Kunstner, som griber Pennen for at fortælle om sit Livs Fata, er Jeg-Formen den naturligste, medens modsat, naar en Smaamand (en Haandværker, en Bonde) tager sig for at nedskrive sine Livserindringer, er det Omgivelserne, som i første Række interesserer. Men saadan er det dog langtfra altid. Store Herrer har ofte skrevet om Sager, der er trivielle og lyner af Kedsommelighed, medens f. Ex. en lille Urtekræmmer i sin Beskedenhed og paa sin ubehjælpsomme Maade har fremtryllet et Stykke Kulturhistorie med ham selv som første Person. Det — tilsyneladende — Store kan blive smaat, og det Smaa stort. Det afhænger af saa mange Ting: af Hukommelsens Fiskenet, af Evnen til at karakterisere og fastholde et Indtryk, af Trang og Lyst til at sige Sandheden. Nogen Stilkunst skal man ikke eftersøge i Memoirerne, der sjeldnere er Udslag af en Forfatterpersonlighed, men bunder i en Trang til Udløsning af et Sind og i en menneskelig Meddelelseslyst.
Der gives mange vellykkede og mange mislykkede Memoireværker. Jeg kunde sige til mig selv: Sporene skræmmer. Og gentagne Gange har jeg spurgt mig: hvorfor forøge den lange Række Memoirer med endnu et Bind, — har din Indsats da været saa stor eller din Skæbne saa mærkværdig? Ingelunde, var mit Svar. Men jeg har paa de Pladser, hvor Livet har anbragt mig, lært saa mange Mennesker — og ofte betydelige Mennesker — at kende i højst forskellige Stillinger, at det har fristet mig til et Forsøg paa at tegne et Portræt af dem, med mig selv som Baggrundsfigur og Iagttager.
Mange af dem jeg kendte, er nu gaaet bort. Som Aarene glider, udtyndes Vennekresen, og Tallet paa dem, med hvem et venligt Bekendtskab og Samarbejdet har forbundet mig, daler for hver tilbagelagt Kilometersten paa Livsrejsen. Lad da mine Erindringer blive læste som en Række Minderuner. Det er ikke altid man med Glæde mindes alle de Personer, man har mødt paa Vejen; men man mindes dem dog. Og en eller anden Iagttagelse eller Selvoplevelse kan maaske være af Værdi for det historiske Portræt.
Men kun om dem, der gik bort, kan og vil jeg tale. De, som færdes iblandt os, synes mig intet Erindringsobjekt.
Fredensborg, Sommeren 1941.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.