Johan Carl Christian Brosbøll (1816-1900) kom til verden i Fredericia som søn af en købmand. Det var faderens ønske, at sønnen skulle gå handelsvejen, men den unge mands natur var mere til fantasi- og naturoplevelser. Han flygtede til København, hvor det lykkedes ham at komme ind på kunstakademiet. For at tjene til sit underhold begyndte han at skrive. I 1838 fik han udgivet sine første fortællingssamlinger, og året efter fik han sit gennembrud som folkelig forfatter, da han udsendte "Smuglerens Søn". Den udkom under pseudonymet Carit Etlar, som han havde konstrueret ved at sammenblande bogstaver fra sit eget og sin første forlovede Tertias navne.
Anna Tertia Christine Brosbøll (1853-1931) var født på Frederiksberg og skrev i 1909 bogen om sine forældre med den fulde titel: "Træk af Carl Brosbølls - CARIT ETLARS - og hans Hustrus Hansine Thorbjørnsens Liv og Hjem". Hun indleder med:
FORORD.
Det Billede, der efterhaanden har dannet sig i den almindelige Bevidsthed af Forfatteren Carl Brosbøll, (Carit Etlar), svarer for dem, der kendte ham som yngre og i hans Manddoms Tid, da han skrev sine mest læste og nogle af sine bedste Ting, kun lidt til, hvad de ved, han den Gang var.
Skønt nu meget af det, Carl Brosbøll skrev, allerede er glemt, og mere vil glemmes, er der dog andet, som har blivende Værd. Som Folkeskribent har han sin store Betydning i Danmark. Men er det saaledes. saa tilhører han Historien, og da er det ogsaa hans Ret i nogen Maade at mindes som den, han var, saa meget mere som han var et meget ejendommeligt Menneske. De oprindelige Naturer er jo sjældne, som Kunstværker er sjældne — af højst forskellig Værdi, men alle af Værdi, fordi de er Enere mellem Livets mange Haandværksfrembringelser. Jeg har ment, at det var en Slags Retfærdighedshandling, om disse Træk af Carit Etlars Liv og Væsen bevaredes for dem, der holder af hans Bøger, eller kunde ønske at kende noget til ham i denne Periode af hans Liv.
Men jeg har en anden og dybere Grund til at skrive denne lille Bog.
Ved Carl Brosbølls Side stod i disse Aar en Kvinde, der fra hun mødte ham i sit syttende Aars store Skønhed, rig paa legemlig og sjælelig Kraft, indtil hun, nogle og halvtreds Aar gammel, allerede brød sammen under megen Lidelse og dermed sammenhængende Sygdom, fulgte ham med al den Trofasthed, een stor, livsvarig Kærlighed giver.
Jeg føler mig — altid stærkere jo ældre jeg bliver — i en dyb Taknemlighedsgæld til hende, fordi jeg maatte kalde hende min Moder. Jeg ønsker, om jeg kan, at betale lidt af paa denne Gæld. Hun kunde ikke komme i Berøring med nogen uden at mindes, ikke kendes af nogen uden at faa Betydning for dem. Hvad hun, trods alt, betød i Carl Brosbølls Liv er uberegneligt. Fra hans egen Haand forefindes der Vidnesbyrd herom. Hvis hendes Navn udslettes eller forties i hans Livs Historie, er den forvansket. Og det ligger mig paa Sinde, at dette ikke sker.
Hvad her fortælles, er langt fra alt, hvad der var at fortælle. Meget af det maaske mest karakteristiske ved et Menneske faar man aldrig at vide. Deri skiller dette Forsøg sig ikke fra andre biografiske Skitser. Den hele Sandhed, der i saa mange Tilfælde maaske indeholdt Forklaring og Undskyldning for det ubegribelige eller det, der forekommer Mennesker forkasteligt — hvem kender den? Men end ikke det, der kendes og forstaas, kan altid siges.
At det, der her bliver sagt, er saa korrekt, saa vidnefast som muligt, har jeg stræbt efter.
For at undgaa Misforstaaelse vil jeg kun tilføje, at ethvert personligt Forsøg paa Karakteristik, her findes, kun gælder den Tid, Carl Brosbøll tilbragte i sit Hjem i Frederiksbergallée — end ikke de allersidste Aar der — og Tiden, der ligger forud herfor.
Anna Brosbøll.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.