Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "GRUNDTVIG og England" af J. P. Bang, 1932

Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) kom til verden i præstegården i Udby sogn ved Vordingborg som søn af sognepræsten. Han gik i faderens fodspor og blev allerede som 20-årig teologisk kandidat. Derefter virkede han som huslærer nogle år, kapellan for sin fader, sognepræst i Præstø m.m., og fra 1839 ser vi ham som sognepræst i Vartov, hvor han virkede indtil sin død. Han lagde navn til grundtvigianismen, og vi kender ham som salmedigter, forfatter, historiker og politiker. Erholdt i 1861 i anledning af sit 50-års præstejubilæum rang af Sjællands Biskop. Han regnes for en af Danmarks største kultupersonligheder i 1800-tallet.

Jacob Peter Bang (1865-1936) kom til verden i Rønne som søn af en adjunkt. Som 17-årigt blev han student og 6 år senere cand. theol. I mange år virkede han som lærer, og fra 1910 ses han som professor i teologi. På grund af sygdom tog han sin afsked i 1924, men genvandt kræfter til et litterært frugtbart otium. Han fik udgivet nogle biografier og flere titler om religionshistorie.

I 1932 fik Bang udgivet "Grundtvig og England : Studier over Grundtvig", som indledes med:

Da jeg i sin Tid (1902) i Dansk Kirketidende offentliggjorde en Studie over »Grundtvig og England«, indledte jeg den med at sige, at »det er jo en noksom bekendt Sag, at det kun er saare faa Mennesker, der har et virkelig indgaaende Kendskab til Grundtvigs Skrifter. Særlig gælder det naturligvis den yngre Slægt. Selv saadanne, der ellers besidder Lærdom nok, er overmaade vel bevandrede i saavel store som smaa tyske Teologers Skrifter og selvfølgelig f. Eks. kender deres Søren Kierkegaard ud og ind, vil som Regel befindes at være ganske uden Kendskab til Grundtvigs Forfatterskab. Det er nu alligevel mærkeligt. Grundtvig var jo dog en af de mægtigste Skikkelser i vort Folks Aandshistorie. Faa har grebet saa vældigt ind i vor aandelige Udvikling som han. Hans Tanker lever og virker endnu iblandt os. Men alligevel synes han for mangfoldige at staa som en ganske vist betydelig Salmedigter, der iøvrigt havde et Par »vilde Indfald«, hvormed han har stiftet en Del For­virring. Men virkelig gøre sig bekendt med, hvorledes Grundtvig har fremført disse og andre Indfald, det lader man sig ikke friste til.«

Nu maa det jo indrømmes, at Grundtvigs Skrifter den Gang var ret vanskelig tilgængelige. Men siden da er som bekendt en Del af dem optrykt i F. Begtrups Ti-Binds-Udgave. Udgaven af de poetiske Skrifter blev omsider, ca. 80 Aar efter at den var gaaet i Staa, fuldendt med de to sidste Bind, og Grundtvigforskningen har da ogsaa i de senere Aar taget Fart; særlig maa her nævnes F. Rønnings Levnedsskildring af Grundtvig (1907 flg.) og E. Lehmanns Grundtvigsbog 1927, der først kom paa Svensk, derefter i omarbejdet Skikkelse paa Dansk og som nu ogsaa ved V. Ammundsen er udkommet paa Tysk, saa nu ligger Forholdene adskilligt anderledes end i 1902.

Men saadan som det den Gang stod til, kunde det ske, at der ligefrem dannede sig Legender om Grundtvigs Opfattelse paa forskellige Punkter, som i visse Kredse blev gangbar Mønt og ved Lejlighed blev ført frem med et imponerende »som bekendt« til Indledning, skønt de er ganske urigtige. Jeg skal anføre et Eksempel. I sit Skrift »Luther eller Grundtvig« siger Professor H. Scharling: »Grundtvigianismen indtager her en lignende uklar Mellemstilling som den anglikanske Kirke, og det vil ogsaa være bekendt, at Grundtvig altid udtalte stor Forkærlighed for denne Kirke*. Det vilde nu være let at vise, at denne Paastand er fuldkommen forkert. Jeg vil dog ikke indskrænke mig hertil, men prøve paa at give en sammenhængende Fremstilling af Grundtvigs Forhold til England i det hele. England var jo (maaske med Undtagelse af Grækenland) det eneste Land udenfor Norden, som Grundtvig følte sig hendraget til og lærte noget af. Han følte, at den engelske Aand var i Slægt med den nordiske, og derfor blev han stedse ivrigere for, at der skulde komme en aandelig Forbindelse i Stand mellem England og Norden, ja, han vilde helst regne England med til Norden. Med denne sin Forkærlighed for England stod Grundtvig, i alt Fald i Begyndelsen, ret ene. Men han blev, som vi skal se, ikke træt af at pege hen til England som den eneste af de store Nationer, vi burde søge baade aandelig og politisk Forbindelse med. Her, som for Resten ogsaa paa andre Punkter, var hans Lærlinge meget sene til at følge i hans Spor. Først 1911, altsaa henimod 100 Aar efter Grundtvigs Englandsrejser, udstedte Højskoleforstander Begtrup i »Højskolebladet« det bekendte Løsen om at »aabne Vinduet mod Vest«. Jeg tror, at der er gaaet meget tabt ved, at Grundtvigs Ord her som sædvanlig forblev uænsede af de toneangivende og førende Kredse. I hvert Fald fik Grundtvigs Forhold til England, navnlig Rejserne 1829 til 31, trods alt saa stor Betydning, baade for Grundtvig selv og for hans Fædreland, at det er berettiget at tage den Side af hans Liv op til særlig Behandling. Det var det, jeg forsøgte i 1902, men hvad jeg dér fremlagde, var, som jeg selv sagde, kun en foreløbig Studie. Man har nu opfordret mig til at underkaste Æmnet en ny Behandling, og det er det, jeg her har forsøgt, idet jeg tillige derved gerne vilde give min Skærv til Festligholdelsen af de to grundtvigske Jubilæer: 1932, 60-Aaret efter hans Død, og 1933, 150-Aaret efter hans Fødsel.

 

                                                                                                                   Forf.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.