Julius Jensen (1869-1957) kom til verden i Nakskov som søn af en skolelærer. Han døde i Gentofte, hvor det af kirkebogen fremgår, at han var fhv. redaktør. Under pseudonymet Tonys Bror skrev han nogle avisartikler og få bøger, bl.a.: “For 30 Aar siden : Rejseminder", der handler om hans tid som handelsrejsende. I bogens start er der med håndskrift tilføjet:

Forfatteren er Manufakturhandler i Frederiksberggade i Kjøbenhavn Julius Jensen, på hvis Skilt står: SOVER ALDRIG. Hans Portrait findes Side 227, 244 og 247. 

Bogen indeholder en livlig omtale af kolleger og hotelværter m.m. i de mange provinsbyer, som forfatteren har besøgt som handelsrejsende sidst i 1800-tallet. Rigtig mange af de omtalte personer er skildret med gruppebilleder og små portrætfotos. Det fremår af indholdsfortegnelsen sidst i bogen hvilke steder, forfatteren bl.a. har besøgt og beskrevet:

Storehedinge, Nykøbing paa Mors, Rødby, Nakskov, Assens, Præstø, Skive, Holstebro, Maribo, Stubbekjøbing, Langeland, Struer, Løgstør, Sakskjøbing, Nibe, Nyborg, Varde, Faaborg og Middelfart, Bornholm,  Svendborg, Det danske Archipelag, Stege, Min Fødeby, „Isefjorden“, Nykjøbing Sj., Ringkjøbing, Lemvig, Bovbjerg, Skjern, Hobro. 

På vegne Danske Slægtsforskere har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.