Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "ELISABETH JERICHAU-BAUMANN. En Karakteristik" af Nicolaj Bøgh, 1886

Elisabeth Maria Baumann (1819-1881) var født i Polen som datter af en kortfabrikant. Fra 1838-45 var hun i Düsseldorf for at studere kunst. Et år senere mødte hun i Rom sin senere ægtemand billedhugger Jens Adolf Jerichau. De fik 9 børn sammen, men det forhindrede hende ikke i at udøve sin marlerkunst eller foretage lange udlandsrejser. Som billedkunstner blev hun ikke vel modtaget af dansk kulturliv, men hun havde stor succes uden for landets grænser.

Nicolai Seidelin Bøgh (1843-1905) kom til verden i Skamstrup sydvest for Holbæk som søn af sognepræsten. Han blev student som 23-årig og året efter cand. phil. I 1873 ledsagede han H. C. Andersen på dennes sidste udenlandsrejse. Han fik udgivet mange bøger og artikler, især med personalhistorisk indhold. 

I 1886 fik Nicolai Bøgh udgivet sin bog om Elisabeth Jerichau. Han indleder med: 

Forord.

 

Det er ifølge et testamentarisk Ønske af Fru Jerichau, at jeg har skrevet den her foreliggende Bog. Jeg har staaet hende nær lige fra mine Drengeaar, og hun vidste, at jeg kjendte hende godt, havde megen Kjærlighed til hende og dog ingenlunde saå blindt paa hende. Hun vidste, ligesom jeg selv, at der ofte var fældet skjæve og uretfærdige Domme over hende af Folk, som kun ganske løst kjendte hende — eller ogsaa slet ikke. Jeg haaber, at saadanne Domme skulle rettes ved efterfølgende Skildring og at hun for Fremtiden skal blive betragtet i et sandere Lys.

Saa vidt mulig har jeg ladet hende selv faa Ordet; jeg kommer derved til at spille en mere underordnet Rolle som Forfatter; men Skildringen bliver mere paalidelig.

Der kunde ikke godt være Tale om at skrive en Biografi af hende; thi i saa Henseende er det væsentligste Stof udtømt i hendes- „Ungdomserindringer“, „Til Erindring om Harald Jerichau“ og „Brogede Rejsebilleder“. Jeg har derfor sat mig til Opgave at drage for Dagen Hvad hun ikke selv kunde eller vilde medtage i sine Meddelelser.

Saa godt som Intet af Det, min Skildring lægger frem, har tidligere været offentliggjort. Mit Materiale har væsentligst været alle den Afdødes literære Efterladenskaber, som hun havde testamenteret mig til Afbenyttelse, og endelig en stor Mængde Breve, som hun i Aarenes Løb har tilskrevet min Hustru og mig.

Skulde Læseren finde, at jeg paa sine Steder — navnlig maaske i Afsnittet om Fru Jerichau som Hustru — har været for intim i mine Meddelelser, saa har jeg dertil kun at svare, at hun selv ikke skyede at lægge sine private Forhold aabent frem i Det, hun skrev, og paa flere af de Breve, som berøre de privateste Sager, har hun udtrykkelig noteret, at de ønskedes opbevarede til Offentliggjørelse efter hendes Død. Der har været saa megen Snak om hende og hendes Forhold i Omløb, at jeg finder det rigtigt at tale temmelig rent ud, for dermed at slaa fast Hvad der er sandt og Hvad der er falskt. Jeg finder det uheldigt at skrive Historie saaledes, at man udelader Alt, som kan støde hist og her, blot for at faa det Hele glat og pænt, saa Ingen kan forarges. Og skal man virkelig indgribende skildre en Person, kan man ikke tage for meget Hensyn til Grænsen mellem det Private og Offentlige. Hvor ligger den i det Hele taget? Takt og Samvittighed maa anvise den.

Det er mit inderlige Ønske, at denne min Skildring af Elisabeth Jerichau maa gjøre hende kjær for mange gode Mennesker, saa at det kan blive sandt Hvad hun i et Brev af 13de Maj 1880 udtaler saaledes: „Jeg tænker ofte, at naar jeg engang er død, mangen mildere Dom og mange kjærligere Ord ville blive mit Minde til Del, end det blev min Part i Livet.“

 

            Frederiksberg i September 1886.

                                                                                                                          Nicolaj Bøgh.

Det Kongelige Bibliotek har scannet bogen. Jeg har efterbehandlet denne scanning til en pæn og søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link