Lars Otto Møller (1831-1915) var født i Dalsgård præstegård, Tårup sogn ved Viborg som søn af sognepræsten. I 1858 blev han teologisk kanditat og 2 år senere res. kapellan i sin faders kirke i Gylling, hvor han udøvede præstegerning til sin død. Han blev kendt for et omfattende forfatterskab af religiøse emner.
Jacob Peter Bang (1865-1936) kom til verden i Rønne som søn af en adjunkt. Som 17-årigt blev han student og 6 år senere cand. theol. I mange år virkede han som lærer, og fra 1910 ses han som professor i teologi. På grund af sygdom tog han sin afsked i 1924, men genvandt kræfter til et litterært frugtbart otium. Han fik udgivet nogle biografier og flere titler om religionshistorie.
J. P. Bangs bog om Otto Møller indledes med:
FORORD
At skulle skrive en Levnedsskildring af et andet Mennelske er en saare vanskelig Opgave. Man kender jo daarlig nok sig selv endsige andre. Otto Møller har selv en Gang skrevet: man burde være bedst kendt med sit eget Indre, og dér kan man dog allermest trænge til at lære bedre, hvor gammel man saa bliver. Der er i ethvert Menneskehjærte hemmelighedsfulde Dybder, som ingen anden formaar at udspejde; der er i enhver Karakter Modsigelser, som ikke lader sig fjærne og som i hvert Fald kun kunde fjærnes paa Bekostning af Billedets Troskab. Det højeste, man kan naa, er at give en nogenlunde tro Afspejling af vedkommende Menneskes Liv og Virken. Særlig vanskelig bliver Opgaven, naar den skal løses af en, der ikke har haft noget synderligt personligt Kendskab til den, der skal skildres. Derfor vægrede jeg mig længe ved at paatage mig Opgaven, særlig da den Arbejdskraft, jeg kunde ofre paa dens Løsning, ikke var stor. Man traf jo ikke Otto Møller, hvis man ikke besøgte ham i Gylling, og jeg har kun besøgt ham to Gange, i 1903 og 1910. Vel var det en uforglemmelig Oplevelse at besøge ham, men noget virkeligt personligt Kendskab kan selvfølgelig nogle faa Dages Samvær ikke give. Da man imidlertid ikke syntes at kunne finde nogen anden, og da Hundredaaret efter hans Fødsel gav en god Anledning til at fremdrage Mindet om en af de betydeligste og ejendommeligste danske Præsteskikkelser, saa lod jeg mig bevæge til at gøre Forsøget. Gennem hans Bøger kendte jeg ham jo, og da mit begyndende Forfatterskab interesserede ham, traadte han selv i Brevveksling med mig. Jeg kan ikke noksom være ham taknemlig for den rørende Deltagelse, han viste mig, for den Opmuntring, han gav mig til mit Arbejde, hvorved jeg ikke blot tænker paa mit teologiske Forfatterskab, men ogsaa paa min Virksomhed ved »Dansk Kirketidende«, som han ofte kraftigt opfordrede mig til at holde ud i, og som han støttede med Bidrag til det sidste. Og da jeg — desværre først sent — besøgte ham i Gylling Præstegaard, blev jeg ogsaa modtaget med en Hjærtelighed, som jeg aldrig skal glemme. Men længe forinden havde han haft Betydning for mig. Vi blev jo ganske vist fra én Side set fortræffelig undervist i Dogmatik, men ogsaa paa en Maade, der bandt os vel stærkt til det overleverede, og vi fik da ogsaa at vide, at Otto Møller var gledet betænkeligt ud i sin Forsoningslære. Men da jeg saa fik fat paa hans Bøger om dette Æmne, ikke mindst de mindre: »Om vor Frelse fra det onde« og »Om Forstaaelsen af nogle Bibelord«, saa blev jeg hurtig klar over, at hans Kritik af den gamle Læreform her var uovervindelig. Han har derfor i alt Fald haft den Betydning for mig, at han for mig paa afgørende Maade har brudt Hul i den overleverede Læreform, givet mig Mod til selvstændig Kritik og, maa jeg tilføje, tillige vist, hvorledes det gamle bør kritiseres af den, der har sin Plads i Menigheden og derfor har en positiv Forestilling om, hvad Kristendom er. I alle Enkeltheder har jeg ikke kunnet følge ham, men hin grundlæggende Indsigt har jeg i alt Fald for en stor Del ham at takke for, og i det hele kan man efter min Erfaring ikke andet end lære af hans Bøger, fordi det altid er selverhvervet Ejendom, han dér fører frem. Men jeg skylder ham mere end denne Belæring; thi den udsøgte og hjærtelige Deltagelse, som en betydelig Personlighed, for hvem man nærer dyb Ærbødighed, bringer én i Møde — den er altid uvurderlig. Det er da saadanne Følelser af Taknemlighed, Ærbødighed og Pietet, der har behersket mig under Arbejdet paa at løse den mig stillede Opgave. Jeg havde dog næppe paataget mig den, hvis ikke en bestemt Omstændighed havde lettet mig Arbejdet, den nemlig, at der forelaa en af Otto Møller selv skrevet Levnedsskildring, som blev stillet mig til Raadighed. Den blev skrevet i 1904, og jeg har i udstrakt Grad benyttet den. Jeg maa saa takke dem, der har hjulpet mig ved at sende mig Breve fra og Oplysninger om ham, og endelig bringer jeg Otto Møllers Enke, Fru Johanne Møller, og hans Søn cand. mag. Redaktør Erik Møller en hjærtelig Tak for deres venlige Imødekommenhed og Støtte.
1. April 1931.
Forf.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downoades via dette link.