Arni Magnússon stammede fra en anset islandsk slægt. Det vides ikke hvor og hvormår, han er født.
Julius Ferdinand Emil Clausen (1868-1951) var født i København som søn af en urtekræmmer. Han blev student fra Metropolitanskolen og tog skoleembedseksamen. I 43 år var han ansat ved Det kgl. Bibliotek. Ved siden af embedsgerningen var han en meget flittig forfatter af især litterær- og personalhistoriske værker.
Peter Frederik Rist (1844-1926) kom til verden i København som søn af en kammerråd. Han deltog i 1864-krigen, hvor han blev såret under stormen på skanserne 18. april. Efter krigen forblev han i hæren, hvor karrienren kulminerede i 1894 med udnævnelsen til oberstløjtnant. Mest kendt er han som forfatter og var bl.a. sammen med Julius Clausen redaktør af bogserien "Memoirer og Breve", der udkom 1905-27 i 51 bind.
I 1918 fik de udgivet bind nr. XXVIII: "En islandsk Eventyrer Arni Magnussons Optegnelser" oversat fra islandsk af Páll Eggert Òlason (1883-1949). Bogen indledes med (i uddrag):
Hvilke særlige og personlige Grunde Arni Magnusson har havt til at forlade sin Fødeø 1753 og kaste sig ud i et vildt eventyrligt Liv, er ikke ganske klart. Hans Kone var nylig død, siges der, men han havde Børn og Gaard og jord. Han anfører vel, at han havde Uvenner, men hans Udtalelser tyder paa, at det er ulykkelige Forhold af anden Art, der driver ham bort, dog vel nok i Forbindelse med den store Udve, som tidt har ført saamangen ung og kraftig Islænder ud til fremmede Lande.
Hvad han oplever, vil han selv fortælle. Han lader til at have været en velbegavet, ret mærkelig Mand og i Besiddelse af flere Skolekundskaber end almindeligt var hos Datidens Almue, hvilket bliver hans Livs Redningsplanke, da han hjælpeløs og fordrukken vagabonderer om som Skolelærer i Thylands fattige Landsbyer. Det er mere forunderligt, at han under sit omflakkende Liv som Sømand og Soldat har bevaret disse Kundskaber og sin livlige Aand, end at han efter alt det han har gaaet igennem af Sult og Savn og Lidelser, har søgt at drukne disse i Brændevinens dulmende Draaber. Han har været en Type paa hin Tids saa mangfoldige vagabonderende Existenser og har rimeligvis været vel bekendt i de Egne, hvor han i saa mange Aar søgte at opholde Livet ved at undervise Bønderbørnene i de mest elementære Regne- og Skrivekundskaber og morede og forbausede Forældrene med at fortælle om sine Eventyr i fremmede Lande.
Hans aldrig blivende Ro fører ham endnu engang tilbage til Hjemlandet omtrent 1796; men stadig utilfreds med Forholdene, skuffet af sine Børn og uvenlig behandlet af Slægt og Øvrighed, drager den gamle Mand atter til Danmark, til Egnen oppe omkring Limfjordens lave Bredder, og i Taagerne fra det barske Vesterhav tabes de sidste Spor af hans urolige Liv.
Udg.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.