Niels Mathias Petersen (1791-1862) kom til verden i Sanderum ved Odense som søn af en skrædder. Som 10-årig blev han sat i Odense Latinskole. Efter studentereksamen læste han teologi men tog aldrig eksamen. I flere år var han lærer og senere underbibliotekar ved universitetsbiblioteket og registrator i Gehejmearkivet. I 1845 blev han den første professor i nordiske sprog ved Københavns Universitet.
Nicolai William Theodorus Bondesen var født i 1823 i Lynge Præstegård på Nordsjælland som søn af sognepræsten. Som 17-årig blev han student fra Metropolitanskolen og 7 år senere cand. theol. Han var lærer i dansk for Kong Christian IX's børn og senere lærer ved forskellige skoler. Fra 1863-72 var han kateket i Helsingør og derefter sognepræst for Præstø og Skibbinge.
I 1891 påtog Bondesen sig at skrive "Små Mindeblade om N. M. Petersen - Professor i de oldnordiske Sprog ved Københavns Universitet", som han indleder med:
»Små mindeblade«, thi, hvad jeg har at berette, kan måske gerne henregnes til småting. N. M. Petersens betydning for efterverdenen, nemlig som videnskabsmand, ligger klar for alle, der kende noget til Oldnordisk sprog, literatur og historie, og mange ville vistnok kunne bedømme denne betydning bedre end jeg. Jeg ønsker kun ved mindebladene at give nogle bidrag til at anskueliggøre denne mands personlighed, som på grund af sit tilbagetrukne liv og lige overfor fremmede noget tilsluttede og tilbageholdende væsen kun var ret kendt af sine nærmeste og de få venner, der stadig så ham i hans huslige kreds. Stoffet til disse mindeblade har jeg dels hentet fra min stadige og fortrolige omgang med ham, navnlig fra 1844, dels fra nogle papirer og optegnelser, han har efterladt sig. Han havde nemlig for skik at optegne, hvad der i øjeblikket på én eller anden måde bevægede ham, tanker, som faldt ham ind, eller som han fandt hos andre, og som han samstemmede med, bemærkninger ved, hvad han havde læst, o. s. v. Disse optegnelser opbevarede han mellem hverandre i en skuffe i sit skrivebord, og det morede ham ofte i ledige øjeblikke på må og få at tage nogle af dem frem og gennemlæse dem, men under sin sidste sygdom, da han ikke formåede at arbejde, tilintetgjorde han en stor del af dem.
I »almennyttigt Dansk konversationslexikon«, udgivet af et selskab ved P. Larsen, findes en artikel om ham af cand. magist. C. E. Secher, der hørte til de få udenfor hans familie, som stadig havde adgang til hans huslige kreds. Den er skreven med varm kærlighed og sympathi af en mand, der forstod at skatte Petersen både som menneske og videnskabsmand, og er som alle Sechers arbejder meget pålidelig. Hvis jeg ikke fejler, har Petersen læst den, efterat den var trykt, og, om han end i sin beskedenhed har anset den for at være altfor anerkendende, har han aldrig omtalt, at der fandtes nogen urigtighed deri med hensyn til fakta.
Et par måneder efter Petersens død fik jeg på grund af mit nöje kendskab til ham anmodning om at skrive hans nekrolog ; det kunde jeg dengang ikke påtage mig på grund af en hårdnakket koldfeber; nekrologen blev da, såvidt jeg véd, skreven af dr. Rosenberg. Siden den tid er over fjerdedelen af et hundredår henrunden, men endnu står P.s billede levende for mig. Skulde, hvad jeg har at meddele, synes nogle altfor ubetydeligt, bedes det undskyldt på grund af min kærlighed til ham ; — for kærligheden bliver selv det ubetydelige betydningsfuldt.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.