Hans Tausen (1494-1561) menes født i Birkende øst for Odense. Det fortælles, at han løb hjemmefra som 12-årig og blev pebling i Odense og året efter i Slagelse. Senere blev han munk i Antvorskov. I 1516 ses han immatrikuleret i Rostock, hvor han i 1519 blev magister. Han forstsatte teologiske studier ved flere universiteter og blev luthersk prædikant. I 1542 blev han biskop over Ribe stift.

Holger Frederik Rørdam (1830-1913) kom til verden i præstegården i Låstrup, Viborg amt som søn af sognepræsten og blev selv teolog, men udviklede tidligt en stor interesse for historiske emner. Han var en aktiv foreningsmand og bl.a. meget engageret i udgivelsen af Kirkehistoriske Samlinger. I 1867 blev han dr. phil. på afhandlingen "Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge siden Reformationen". Ved siden af sin meget store produktion af historiske artikler og bøger beklædte han præsteembeder flere forskellige steder i landet.

Artiklen er i 1864-66 optaget i Kirkehistoriske Samlinger i 2 dele. Jeg har scannet artiklen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.