Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "Den jydske Bonde NIELS JOKUM TERMANSEN [1824-1892] : Et Mindeskrift" af Poul Bjerge, 1892

Niels Jokum Termansen (1824-1892) kom til verden i Vejen lige nord for Kongeåen som søn af en toldbetjent. Han blev opdraget hos en moster, der var en religiøs og viljestærk kvinde, gift med en gårdejer i nabosognet. Tidligt fik han lyst til læsning og deltog i sin ungdom i offentlige møder på Rødding Højskole, hvor hans ønske om at blive elev ikke kunne opfyldes på grund af økonomien. I 1853 overtog han plejeforældrenes lille gård, blev valgt til sognerådet og senere til Folketinget. Han blev en engageret politiker og kendt foredragsholder, og ved hans død omtalt som en ren og ædel skikkelse, gennemtrængt af ægte frisind og varm fædrelandskærlighed samt af urokkelig sanddruhed og selvstændighed.

Poul Bjerge (1853-1931) var født i Ølgod Bjerge som søn af en gårdejer og kom i dåben til at hedde Poul Pedersen. Allerede efter konfirmationen kom han på Vestkær højskole og senere på andre højskoler. Han arbejdede nogle år som engmester og mejerist men stræbte efter at blive højskolelærer. Snart blev han lærer på Askov, hvor han var tilknyttet indtil sin død. Han er kendt for et personalhistorisk forfatterskab.

I 1892 fik Poul Bjerge udgivet sit mindeskrift, som han indleder med: 

Forord.

 

Foreliggende Bog er ikke fremkommen efter en forud lagt Plan; den er vokset frem af sig selv efterhaanden.

Det var først Bestemmelsen som Manuskript at udgive Talerne ved Termansens Jordefærd og Mindedigtene ved hans Død. Men saa gjorde jeg opmærksom paa, at der vist var mange, der gerne vilde eje disse Taler og have en lille Mindebog om Termansen, og at man let kunde finde en Forlægger til en saadan Bog, naar man ledsagede Talerne med en Levnedsskildring, f. Eks. med en saadan, som jeg havde skrevet i Maanedsskriftet »Jylland«. Det var nemlig den mest udførlige af dem, der fremkom i Anledning af hans Død. Termansens Familie syntes godt om Planen og vilde være glad ved, hvis jeg kunde og vilde udføre den.

Saa tog jeg fat igen, søgte ny Oplysninger og omarbejdede ovennævnte Skildring. Jeg henvendte mig blandt andet til Formændene i Rigsdagen og opfordrede dem til at flette en Blomst ind i Termansens Mindekrans. Begge svarede de meget imødekommende. Folketingets Formand, Sofus Høgsbro, havde i Øjeblikket saa travlt, at han ikke kunde; men hvis det maatte vente nogen Tid, vilde han gerne skrive lidt. Og saa skrev han et Stykke, som jeg har givet Overskriften: »N. J. Termansen og Sofus Høgsbro«. Landstingets Formand, C. Liebe, skrev til mig, at dersom Termansen ved sin Død endnu havde været Medlem af Landstinget, vilde han ikke have forsømt fra Formandspladsen at omtale ham, og det vilde have været saa naturligt at yde ham al den Anerkendelse, han ved sin hele Personlighed, sin levende Fædrelandskærlighed og dybe religiøse Alvor i høj Grad fortjente, paa denne Vis at dvæle ved hans Minde vilde have været ham (Liebe) personlig kære. Nu, da Termansen alt i flere Aar havde ophørt at være Medlem af Tinget, lod det sig efter den almindelige Regel, der følges, ikke gøre.

Sofus Høgsbro meddelte mig, at Termansen en Gang havde skrevet en Fremstilling af sit Livs Udvikling, som han havde givet Frederik Barfod. Jeg henvendte mig til Barfod, som straks overlod mig den. Den havde folgende Forord: »Disse Meddelelser overgives Frederik Barfod til Ejendom. De er nedskrevne for det Tilfælde, at de mulig efter min Død kunde paa en eller anden Maade være til Nytte for Personal-Historien. At der ingen Kritik er anvendt paa Fremstillingen, vil denne selv bedst vidne om. Og at de derfor næppe egner sig til mere end til »Materiale«, vil vistnok være klart. løvrigt gives de til fri Ejendom for Barfod og dem, han efter sig vil skænke dem til. Der hviler ingen anden Baand paa Ejendommen end de, som Venskab og Takt af sig selv lægger derpaa.« I Henhold til dette Forord og med Henvisning til dets Slutning var Barfod saa venlig at give mig fri Haand over Termansens Manuskript.

Skulde jeg nu bygge min Livsskildring af Termansen paa hans Optegnelser eller skulde jeg give dem helt? Hans Optegnelser giver et saa sandt og træffende Billede af ham, at jeg var ikke længe om at bestemme mig til at give dem helt. Hvad jeg saa kunde tilføje, vilde jeg samle under et og meddele for sig bagefter.

I første Stykke af Bogen meddeles saa N. J. Termansens Selvskildring, ligesom han selv har skrevet den. Skrivfejlene har jeg tilladt mig at rette, og efter Højskoleforstander L. Schrøders Raad har jeg udeladt et Par Sætninger, mest fordi de kunde give Anledning til Misforstaaelser. Ellers er der ingen Ændringer foretagne. Brevene i Tillæget har han selv afskrevet, og de Udeladelser, der er gjorte i dem, har han selv foretaget.

Mens jeg syslede med dette, kom Emil Elberlings Afhandling om Termansen i »Højskolebladet«. Den omhandlede særlig hans politiske Virksomhed og var langt udførligere end det tilsvarende Stykke i min Afhandling. Jeg bad ham om Lov til at lade hans Afhandling fremkomme i Mindebogen, og det havde han intet imod.

Saadan er Bogen kommen frem. Derved er den maaske nok bleven noget spredt i det. Enkelte Ting er behandlede flere Steder, men én rød Traad vil man dog finde gennem det alt, og det er en ærlig Stræben efter at tegne et helt og sandt og træffende Billede af den dygtige, ædle og elskværdige jydske Bondeskikkelse. Maatte det nu blot være lykkedes os.

Mange har jeg at sige Tak til for al den Velvilje, de har vist mig, og den Hjælp, de har ydet mig under dette Arbejde. Nogle Mænds Navne er alt nævnt. Blandt dem gentager jeg den gamle Frederik Barfods Navn. At han vilde overdrage mig Termansens Optegnelser, mig, der var aldeles ukendt for ham, er noget, jeg ikke noksom kan takke ham for. Alle de mange andre, hvis Navne ikke er nævnede, beder jeg ogsaa modtage min Tak — Bogens Forlæggere ikke mindst, der har stillet sig saa velvillig overfor de forskellige Ændringer, Planen er undergaaet.

Dermed sender jeg saa Bogen ud, idet jeg beder Termansens mange Venner og alle, der glæder sig ved vor Historie, at tage venlig imod den og anbefale den til Venner og Kendinger.

 

       Bakkehus, den 18. November 1892.

                                                                                                                    Poul Bjerge.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.