Min tiptipoldefar på min farmors side Christen Pedersen Knopper blev født i 1796 på "Knoppergaarden" og døbt 17.8.1796 i Harboøre Kirke. Han var søn af Peder Hendrichsen (1745-1815) og Dorothea Christensdatter (1757-1838). I 1813 blev han konfirmeret i Harboøre Kirke med præstens dom om kundskab og opførsel: Meget godt.

20.10.1825 blev han i Harboøre Kirke viet til Gjertrud Christensdatter, der var født i Nørre-Langer i Harboøre i 1805. De fik i perioden 1828-1844 6 børn.

I folketællingen 1834 lever han af sin jordlod og er strandfoged. Han har formentlig også drevet lidt fiskeri. Funktionen som strandfoged bestred han også ifølge senere folketællinger, og den indebar flere opgaver, bl.a. var han den lokale ansvarlige, hvis der i hans strandlen forliste skibe eller iøvrigt drev genstande i land.

En skelsættende begivenhed i hans tid som strandfoged skete den 25.9.1868 om morgenen klokken halvtre: Den russiske fregat Alexander Nevskij forliste og gik på grund ud for Knopper Enge i hans strandlen. Der var 724 mand ombord på fregatten, herunder den russiske storfyrst Alexej - Zar Alexander 2.'s yngste søn på 19 år. Et kæmpe redningsarbejde blev sat i værk, og det lykkedes i løbet af dagen at redde næsten alle ombordværende. Kun 5 mand overlevede ikke forliset.

Den lokale pastor Vaupel beskrev i en længere artikel til Lemvig Avis hele forløbet af forlis og redning. Han nævner en episode under redningsarbejdet: 

Lieutenanten undersøgte Stationens Blok og Line og erklærede dem begge for svage. ”For Blokken indestaaer jeg med mit Liv”, svarede en gammel Strandfoged. ”Men Linen?” gjentog Lieutenanten. ”Det er ikke min Stations Line, men jeg har seet mange Mennesker blive reddede ved den, og endnu er aldrig nogen Line sprungen”. Nu gaaer Redningsstolen omsider ud til Skibet, og vi see to Mand gaae i den. Alt, hvad der er paa Stranden, uden nogen Standsforskjel, tager fat og slæber Stolen gjennem Bølgerne. Det gaaer rask, Stolen har tilbagelagt den halve Vei, da hele Rækken paa en Gang standser. Fra Alles Læber lød et eenstemmigt: ”Hvad var det?”, og paa ethvert Ansigt stod malet enten Angst eller Forbitrelse. Linen var sprungen; den blev trukken iland og fandtes reven midt over som en Sytraad. – Nu vendtes Alles Øine mod Havet, for om muligt at faae Øie paa Stolen med de to Mennesker. Vi see Hovederne over Bølgerne og see Stolen vende tilbage til Skibet, hvor de to Matroser atter heises op i Fregatten. Det var den anden Ulykke, og jeg kan ikke nægte, at hvor jeg vendte mine Øine hen, saae jeg kun Udtryk af Mismod og Angst: Redningsbaaden ødelagt og Raketlinen sprungen.

Der er vist ingen tvivl om at nævnte "gammel Strandfoged" var Christen Pedersen Knopper. Han var på dette tidspunkt 72 og var den formelle strandfoged, men han havde vel i praksis overdraget en del af strandfogedansvaret til sin efterfølger: Sønnen Christen Christensen Knopperhuus (1834-1900) - min tipoldefar. I folketællingen 1870 er det sønnen, der er den formelle strandfoged.  

Under redningen blev alle menige samlet på stranden, medens storfyrsten, nogle officerer og nogle skadede besætningsmedlemmer blev bragt til strandfogedgården, der var indrettet til (i mindre omfang) at fungere som nødstation i et sådant tilfælde.

Pastor Vaupel fortsætter:

Omtrent kl. 4 (om eftermiddagen) fik jeg en Anmodning om at følge en syg Officeer, der havde faaet sin Arm forslaaet, op til Gaarden Knopper; her fandt jeg Storfyrsten siddende blandt sine Kammerater, styrkende sig ved et Glas Mælk og et Stykke Rudbrød.

Her er et senere billede af Knoppergaarden:

Knoppergaard 1

Gården eksisterer ikke mere. Det fremår af gamle kort, at den lå stik vest for det nuværende Cheminova på Rønland.

Da alle (bortset fra de 5 omkomne) var reddet i land, var det allerede aften, og pastor Vaupel får ordet igen:

Nu var Spørgsmaalet kun, hvor vi skulde anbringe vore mange Gjæster. Knopper er en enlig beliggende Gaard, omtrent ½ Miil fra Thyborøn og ligesaa langt fra Harboøre; af Vogne vare ingen tilstede. Officerer og Mandskab maatte altsaa belave sig paa en March af en halv Miil paa sandede Veie, saa at der var Udsigt til, at Ingen før Kl. 10 vilde komme i Kvarteer. Nu blev hele Mandskabet samlet til Gudstjeneste paa Stranden.

Pastor Vaupel fortsætter:

Nu begyndte Indkvarteringen; hver Gaard skulde have mindst 10 Mand, og ligesom én eller flere Gaardes Mandskab var uddeelt, tog Værten eller Føreren Underofficereren under Armen og trak af med sin Afdeling. Nu vare aleene Officererne tilbage, og hvorledes de have naaet deres Kvarteer, veed jeg ikke; jeg havde nok at gjøre med først at faae mine Matroser paa Veien og dernæst at skaffe Vogn til mine høie Officerer. Endelig lykkedes det mig at skaffe en Vogn, rigtignok temmelig simpel, og med denne naaede jeg Kl. 10 mit Hjem. Jeg naaede altså hjem seent Fredag Aften efter en langsom Kjørsel gjennem sandede Veie med en simpel Bondevogn, forspændt med et Par Heste, der hele Dagen havde arbeidet ved Stranden. Paa Vognen befandt sig Storfyrst Alexis, Admiral Possiet, Fregattens Kommandeur, Kapitain Kræmer, Baron Schilling og min Ringhed. Tjenerne fulgte til fods. Jeg var ængstelig ved Tanken om, hvorledes en indskrænket, tarvelig Leilighed kunde modtage saa høie Gæster; men Admiralens Ord: ”Vi er tilfredse med Alt” havde givet mig Mod. Kapitain Kræmer var en Finlænder, som talte Svensk og næsten Dansk, til ham kunde jeg betroe mig, og han gav mig samme Forsikkring. Samtalen mellem Officererne indbyrdes førtes paa Russisk, af og til afbrudt med et Spørgsmaal på Tydsk til mig. Da vi kom hjem, havde Matroserne allerede med god Appetit nydt deres Aftensmad, drukket deres Thee og laae i sød Søvn i min Lade paa Halm, tildækkede med Dækkener, Tæpper og de Sengeklæder, der havde kunnet opdrives. Storfyrsten med sit Følge gik til Ro omtrent Kl. 12.

Allerede dagen derpå begyndte man at arrangere hjemrejse. Storfysten, admiral Possiet og nogle få andre rejste til Tyskland for at mødes med Zaren, der opholdt sig der. Skibets øvrige besætning blev via Lemvig bragt til stationen i Struer og derfra med tog til Århus, hvor besætningen med assistance fra fregatten "Jylland" blev sejlet til Kronstadt (ved Sct. Petersborg).

Bjergningsarbejdet på Alexander Nevskij var uden sammenligning det mest omfattende nogensinde på denne del af Vestkysten. I dagene efter forliset roede fiskerne tur efter tur i deres store spidsstævnede ”havskibe” med inventar, panelvægge, tovværk, sejl, proviant o.s.v. Arbejdet varede indtil midten af oktober. Samtidig bjergede man alt løst gods, som drev ind på stranden. Det var strandfoged Christen Pedersen Knoppers ansvar. Det var typisk vragtømmer – dæksplanker, stykker af skibssiden, master og rær. Det blev ved at drive ind, længe efter at vraget var blevet tømt for alt inventar.

19.11.1868 var følgende annonce indrykket i Lemvig Avis:

                                                                           Strandingsauktion

Efter Vedkommendes Begjæring afholdes sidst i denne og først i næste Maaned offentlig Auktion over en Mængde Inventariegjenstande m.M., som ere ilandbjergede fra den under 25.de September d.A. i Strandfoged Christen Pedersen Knoppers Strandlehn paa Harboøre indstrandede kejserlig russiske Skruefregat, 4,500 Tons drægtig, deriblandt navnlig: 

Cirka 60 Stykker forskjellige, tildeels ganske nye, Seil,

37 Stykker do.d. Presenninger,

Kabeltouge, Pertliner, en betydelig Deel løbende og kapret, tildeels ganske nyt, Tougværk, Trosser, Blokke, Skibsbaade, 3 Længder Ankerkjætting, et stort Parti Kobberbolte og andre Gjenstande af Kobber, Messing og andet Metal, samt:

Ca. 5 Dousin forskellige Stole,

20 Stkr. Borde,

21 Stkr. Servanter,

11 Stkr. Speile,

30 Stkr. Chiffonnierer,

10 Stkr. Skabe,

10 Stkr. Sofaer,

1 Stk. Buffet

tildeels nye af Mahogny og forskjellige andre Træsorter

8 Stkr. Jernsenge

Madratser, Dækketøj, Linned, Lanterner, et godt Fortepiano, forfærdiget i St. Petersborg, og mange andre Inventariegjenstande.

Auktionen tager sin Begyndelse Mandagen den 30te November førstk., Formiddag Kl. 10, og fortsættes den følgende Dag eller Dage paa Strandingsstedet i Christen Pedersen Knoppers Lehn over alt Tougværket, Presenningerne, Skibsbaadene, Ankerkjættingerne, Kobberboltene, Skibsinventariet og Jernsengene m.M. Tilsidst sælges Seilene ved Flyvholm Pakhuus paa Harboøre.

Torsdagen den 3die December førstkommende, Formiddag Kl. 9, og følgende Dage afholdes Auktionen i Lemvig over Møblerne og de øvrige Inventariegjenstande, som Dagen før Auktionen kunne tages i Øiesyn paa Konsul Møllers Pakhuse her i Byen.

Hvilket herved bekjendtgjøres til almindelig Efterretning til alle Lysthavende.

By- og Herredsfogedkontoret i Lemvig, den 17de November 1868.

Møller.

 

De russiske myndigheder var overordentlig godt tilfredste med den danske indsats ved dette store forlis og den succesfulde redning. Harboørefolkene modtog efterfølgende betaling for indkvartering og belønning fra Zaren i rede penge, og russiske ordner til de mest fremtrædende personer.

Mon ikke strandfogeden og hans søn fik en sådan orden. Gad vide, om den er bevaret i slægten?

 

Kilde: Claus Rønlevs slægtsforskning på kiwitrees/Christen Pedersen