Jens Rasmussen Hübertz (1794-1855) blev født i Aalborg som søn af en rådmand. Han bestod en medicinsk embedseksamen i 1824 og forsvarede i 1828 i Kiel en doktordisputats om dysenteri. Efter en periode som privat praktiserende læge blev han tilknyttet hospitalet og fattigvæsenet i Aalborg. Han er nok mest kendt for sin store interesse for og indsigt i dårevæsenets forhold og fik udgivet nogle titler om dette emne. Samtidig dyrkede han sin lokalhistoriske interesse og fik udgivet nogle bøger om Aarhus og Ærø. I 1845-46 udkom han med "Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus", der i 3 bind indeholder 836 dokumenter fra perioden 1404-1837, hvilke han har afskrevet.
Første bind indledes med disse forord:
Det er kun lidet, hvad jeg har at sige, ved at fremføre denne lille Bog. De faa Læsere, der tage den i Haanden ville udentvivl vide, ar jeg ejer en ikke ubetydelig Del Afskrifter af Dokumenter etv. til Aarhus Byes Historie. Jeg har anstillet denne Samling med to bestemte Formaal for Öje: Jeg vilde levere et Bidrag til Danmarks Special-Historie, væsentlig med Henblik paa Livet og Sæderne, og jeg vilde yde en ringe Skærv til det gamle Sprogs Studium. Disse to Öjemed lode sig kun forene i en historisk Skildring med et rigt Angang af Dokumenter eller i en simpel Udgivelse af disse. Jeg har af flere Grunde foretrukket dette sidste. Man vil saaledes i den foreliggende Del af Samlingen, der indeholder de Vigtigste af de Aktstykker, der ere ældre end det 17de Aarhundrede, finde Meget, der antyder, hvorledes Byen var knyttet til Kronen og Staten, Meget, der viser hvorledes de forskjellige Fractioner af Samfundet vare stillede lige over for hinanden, og endeligt Noget, til selv i enkelte Tilfælde at bedömme Individernes Stilling. Jeg veed imidlertid meget vel, at alt dette tydeligere gaaer frem af den Del af Samlingen, der er yngre end det 16de Aarhundrede, og jeg haaber ogsaa, af denne at kunne levere en Pröve med Tiden.
Hermed er egentlig Fortalen til Ende, forsaavidt det angaaer de Faa, men for det Tilfælde, at en og anden af de Mange kunde faa isinde at skjænke min Bog en ringe Opmærksomhed, anseer jeg den nödvendigt at tilföje et Par Ord endnu.
Som bekjendt afviger det ældre Dansk meget fra det, der er i Brug i vore Dage, saavel med Hensyn paa Sprogets indre Bygning, som paa den mere udvortes Side deraf, Skrivemaaden. I den ældre Tid betjente man sig saaledes kun sjældent af store Initalier, uden lige i Begyndelsen af Dokumentet, ofte udhævede man de forskjellige Overgange og Led i Motiveringen og næsten altid Conclusionen paa samme Maade, men forövrigt skrev man Egenavne og alle andre Ord med smaa Bogstaver. Det var altsaa ikke fortrinsvis Substantiver, der paa den angivne Maade udmærkedes, men meget ofte Conjunctioner, Verber og deslige. Senere, især mod Midten og mod Slutningen af det 16de Aarhundrede, brugte man store og smaa Bogstaver iflæng, og som det synes har man slet ikke fulgt bestemte Regler i denne Henseende, da der undertiden forekomme store Bogstaver i Midten af Ordene. Sproget blev ogsaa paa mange andre Maader fordærvet, hvilket alt maa tilskrives Tiden og Paavirkning fra uden af. Jeg har sögt at gjengive Sproget, som jeg har forefundet det, alene med den Forandring, at jeg, hvorvel höist ugjerne, har lempet mig efter den Skik, at lade Egenavne trykkes med store Begyndelsesbogstaver; jeg tilstaaer, at jeg med en hemmelig Glæde har bemærket, at dette et Par Steder er overseet.
Hvad Interpunktionen angaaer, da er det Regel, at den næsten aldeles mangler, men som Undtagelse er den brugt, ofte paa en höist ufuldkommen Maade. Denne har jeg ment, at burde lade aldeles uforandret, og jeg beder Læseren ikke at troe, at det er formedelst Sætterfeil, man finder et Punktum, et Komma o. s. v. paa urigtigt Sted, thi saavidt jeg ved nöjeste Gjennemsyn har kunnet bemærke, findes der i den Henseende aldeles ingen Trykfejl. Jeg maa allgevel tilstaae, at jeg i de lange Lister og i Udtoget af Borgerskabs Bogen har indskudt en Tankestreg, et Punktum o. desl. for at kunne give disse Dokumenter i fortlöbende Linier.
For muligst at undgaae andre Trykfejl, har jeg formaaet en höist paalidelig ung Mand, Hr. Kall-Rasmussen til at være mig behjælpelig ved Læsningen af Correcturen. At der desuagtet har indsneget sig nogle Trykfeil maa jeg meget beklage; jeg troer imidlertid, at de, der findes, ere anförte paa den medfölgende Liste.
Med Undtagelse altsaa af de faa oven angivne Afvigelser fremtræder Sproget her tro gjengivet, saavel i dets ældre Simpelhed og Naivitet, som i dets senere bredere Former og bugnende under Vægten af de ophobede Bogstaver. Jeg har troet, at det, i det mindste for nogle Læsere, vilde forhöje Interessen, at man i denne chronoligisk ordnede Samling af temmelig ensartede Dokumenter lettere end andersteds, gjör sig Overgangen fra det ældre til det nyere Sprog anskuelig.
Ellers har jeg intet at tilföje uden dette, at det er det Kongelig Danske Videnskabernes Selskab, jeg er forbindtlig for, at jeg kan lade dette Skrift komme for Lyset, i det Samme dertil har forundt mig det Meste af Trykkeomkostningerne.
Forövrigt er Udgivelsen af en Bog, som den nærværende, et af de Arbeider, Guderne paalægge en Forfatter i deres Vrede; det svageste Spor af en god Modtagelse fra Publicums Side vil derfor let overtræffe Udgiverens dristigste Forventning.
Kjöbenhavn, den 2den December 1844.
Dr. I. R. Hübertz.
Jeg har været så heldig af finde en af de allerførste tryk af første bind, der indeholder denne dedikation:
og denne personlige hilsen, der er skrevet på en blank side først i bogen:
Bogen har altså været Dr. Engelstofts personlige eksemplar, og Engelstoft var IKKE tilfreds med Hübertz dedikation. Engelstoft har på næste side skrevet:
Jeg forsøger med en transskription:
Til Efterretning for alle De, som denne bog maatte komme for Øie, bemærker og erklærer jeg herved, at jeg - uafhængig af hvad jeg har fundet mig foranlediget til at tilkendegive som med Hensyn til , at han mod mit udtrykkelige Forbud har dediceret nærværende Samling af Aktstykker til mig - i Skrivelse af 15 Mart. 1845 har kaldt Dr. Hübertz til Regnskab for den Selvanmasen og Utilbørlighed, at han i Dedicationen tillagt mig offentlige Qualificationer, som ikke tilkommer mig, tilkendegivet ham, at jeg, af Pligt mod mig selv, har giort de fornødne Skridt til, paa vedkommende Sted officielt at paatale en Adfærd, som, hvor af mig upaaanket, kunde sætte min Character i et falsk Lys.
Kiøbenhavn d. 15 Mart. 1845
L. Engelstoft
Men historien slutter ikke her. I 1903 omtalte Erling Stensgård (1876-1966) kontroversen i en artikel i Aarhus Stiftstidende: "Den vrede Conferentsraad og Hüberts' Aktstykker". Stensgård gør opmærksom på, at Hübertz' dedikation til Engelstoft kun har været trykt i "enkelte allerede forud udleverede eksemplarer".
Men hvem var han så denne Lauritz Engelstoft (1774-1851)? Han var født i præstegården i Gislum som søn af sognepræsten og bestod som 22-årig teologisk embedseksamen. Han valgte den videnskabelige vej og allerede som 23-årig disputerede han for den filosofiske doktorgrad. Han fik udgivet en stort antal bøger og modtog mange æresbevisninger. Og så var han morbror og senere adoptivfar til Christian Thorning Engelstoft (1805-1889), der i mange år var biskop i Odense. Måske er det via C. T. Engelstoft, at den særlige udgave af første bind er endt på biblioteket i Odense? I øvrigt indgår titlen også i RAO's bogsamling.
Hvert af bindene indledes med et navne- og sagregister. Bøgerne er ret usædvanligt for 1845-46 trykt med latinske bogstaver. Jeg har scannet dem til søgbare PDF-filer, der kan downloades via disse links: