Steffen Hove kom til verden i Thisted 25.12.1924 som søn af en fuldmægig. Han kom i lære som boghandler og ses efterfølgende som medhjælper i flere forskellige boglader. I 1960 etablerede han selv boghandel og senere papirhandel i Munkebo. Samtidig var han en meget seriøs slægtsforsker, der fik optaget flere artikler i Personalhistorisk Tidsskrift.

I mange år arbejdede han med stoffet til en bog om kongeligt bevilgede ægteskabsdispensationer. Bogen udkom i 2000 med den fulde titel: "Det blev i familien : En registrering af kongelige bevillinger til ægteskab i forbundne led i Fyns stift 1569-1814". Bogen indeholder navne og datoer for 2.800 af sådanne ægteskaber. Den blev udgivet af Slægtshistorisk Forening, Odense og indledes med:

Forord

 

Det foreliggende værk om ægteskabsdispensationer er foreningens tredje bogudgivelse gennem de seneste 12 år. Men den er paradoksalt nok samtidig den ældste, idet publikationen har været undervejs i en snes år. Den bærer forfattemavnet Steffen Hove, fordi det var ham, der som én af foreningens pionerer og stiftere tog initiativ til arbejdet med at gøre denne kildegruppe tilgængelig for andre slægtsforskere. Han fortalte foreningens medlemmer om arbejdet i forbindelse med generalforsamlingen i 1983. Steffen Hove er ved sit arbejde med de 1.500 originale kongebreve i Fyns bispearkiv i Landsarkivet i Odense især blevet støttet - bl.a. med korrekturlæsning og opslag i kirkebøger - af en af de andre pionerer, Anne-Lise Eilstrup.

Igennem det seneste års tid er han (de) derudover blevet ansporet og bistået - af formand og redaktør - til at tage emnet op bredere end oprindeligt planlagt. Det har resulteret i, at værket nu dækker hele det oprindelige Fyns stift, dvs inklusive Lolland-Falster, der blev skilt fra 1803. Kongebreve fra dette område (ca. 130) opbevares nu i Landsarkivet i København, som venligst har leveret en kopi. Als og Ærø var i forvejen taget med. Desuden er værket nu suppleret med ægteskabsdispensationer, som det har været muligt at belyse ved hjælp af andre kilder - hovedsageligt protokoller i Stiftsøvrighedens arkiv og regnskaber fra Odense Gråbrødre Hospital, som nød godt af den dog efterhånden forholdsvis beskedne, lovbundne afgift.

En krydsrevision vedr. Als og Ærø med indholdet af et manuskript (knap 270 poster) - venligst udlånt af Landsarkivet i Aabenraa - af amtsforvalter Jonathan Smith om de slesvigske dispensationer 1648- 1774 viste, at der stadig mangler nogle hundreder af de fynske kongebreve. Disse kunne ved et omfattende søgearbejde findes i Danske Kancellis protokoller i Rigsarkivet. Men dette arbejde er ikke søgt gennemført.

Foreningens første bog fremkom forholdsvis spontant i forbindelse med Odense bys 1000-års jubilæum i 1988. Dens titel er Holbergtidens Odense, og den indeholder en rekonstrueret vejviser til byen. Udgangspunktet var et detaljeret, perspektivisk kort over Odense, som tegneren Per Nørbach havde rekonstrueret ud fra den ældste komplette beskrivelse til brandforsikring fra 1761. Demografen, professor Hans Chr. Johansen fra Odense Universitet stillede beredvilligt sin befolkningsdatabase til rådighed. En gruppe bestående af erfarne medlemmer af Slægtshistorisk Forening bearbejdede herefter hver sin del af byen, - og redaktøren føjede sammen. Nogenlunde den samme kreds havde tidligere deltaget i en revision og supplering af personoplysninger om fynske guldsmede til 3. udgave af Bøjes sølvmærkebog.

OAB-Tryk, ved direktør Hans Otto Poulsen, tog venligt imod bogen og udgav den som en del af virksomhedens markering af tusindåret. Bybilledet fremkom samtidig som en iøjnefaldende plakat. Slægtshistorisk Forenings anden bog startede i forbindelse med byjubilæet og blev udgivet ved eget 25-års jubilæum i 1996. En konkurrence om at føre sine aner tilbage i Odense kommune resulterede i en udstilling på Klosterbakken i 1988. Det indkomne materiale blev af foreningens første formand og æresmedlem, Lise Lund, bearbejdet til en bog med titlen Odenseanernes aner. Udgivelsen af de seneste bøger er muliggjort takket være tilskud fra Ingeniør N.M. Knudsens fond, Odense og Alfred Good‘s Fond, København.

 

                       Jytte Skaaning                                        Finn Grandt-Nielsen

                             formand                                                        redaktør

Forfatterens enke og Slægtshistorisk Forening, Odense har givet mig tilladelse til at scanne bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.