Anne Magdalene Kragh (1819-1903) kom til verden i Fredericia som datter af en skibstømmermand. Hun blev viet i 1843 til den norske provst og stortingsmand Hans Conrad Thorensen på Herøy i Søndre Sunnmøre. I 1858 debuterede hun som forfatter.
Julius Ferdinand Emil Clausen (1868-1951) var født i København som søn af en urtekræmmer. Han blev student fra Metropolitanskolen og tog skoleembedseksamen. I 43 år var han ansat ved Det kgl. Bibliotek. Ved siden af embedsgerningen var han en meget flittig forfatter af især litterær- og personalhistoriske værker.
Peter Frederik Rist (1844-1926) kom til verden i København som søn af en kammerråd. Han deltog i 1864-krigen, hvor han blev såret under stormen på skanserne 18. april. Efter krigen forblev han i hæren, hvor karrienren kulminerede i 1894 med udnævnelsen til oberstløjtnant. Mest kendt er han som forfatter og var bl.a. sammen med Julius Clausen redaktør af bogserien "Memoirer og Breve", der udkom 1905-27 i 51 bind.
I 1919 fik de udgivet bind nr. XXX: "Breve fra Magdalene Thoresen 1855-1901", som indledes med:
De her meddelte af Magdalene Thoresens Breve, som udgives paa Hundredaarsdagen for hendes Fødsel, bestaar i det væsentlige af hendes Korrespondance med Hanna Wiehe, Datter af Havneskriver C. M. Wiehe og Hustru Louise, f. Rosing, og Søster til Michael og Wilhelm Wiehe; med Mathilde Reinhardt, Datter af den zoologiske Professor Johannes Reinhardt og Nicoline Hammeleff, bekendt ved de „Familie-Erindringer“, hvori hun livfuldt har skildret den Øhlenschlægerske Kres; med Johanne Louise Heiberg; og endelig med en af hendes yngre Venner, Professor Nicolai Bøgh.
Det skyldes den sidstes Omsorg og Pietet, at disse Breve er bevarede. Det var Nicolai Bøghs Hensigt paa Grundlag af dem og andre Breve at give en Levnedstegning af Magdalene Thoresen, og han har til dette Arbejde taget Afskrifter af dem. Det allerede fuldførte Arbejde, som han efterlod sig, var imidlertid svulmet op til omkring 1000 Manuskript-Sider. Med stor Imødekommen har Professorinde Theodora Bøgh stillet dette Manuskript med samtlige Afskrifter til vor Raadighed; ligesom Fru Magdalene Thoresens nærmeste Arving, Fru Fabrikant Sara Ludvigsen, har tilstaaet os Udgivelsen af hendes Moders Breve. Desuden er Bøghs Samtaler med Magdalene Thoresen, dem han har opskrevet og efterladt, som man vil se vigtige Kilder til de Oplysninger, der supplere Brevene.
Baade ydre og indre Grunde har været medvirkende til, at kun omkring Halvdelen af denne omfattende Korrespondance her meddeles; thi hvis alle de Breve, Magdalene Thoresen paa et vist Tidspunkt har skrevet til sine forskellige Korrespondenter medtoges, vilde Gentagelser ikke kunne undgaaes. Af Pladshensyn er alle Overskrifter, Hilsner og slig brevmæssig Omstændelighed bortskaaret; ligesom Meddelelser af ganske privat Natur og de Bemærkninger, som mulig kunde krænke endnu levende, er fjærnede. Stærkt beskaaret er ogsaa Meddelelser vedrørende hendes dramatiske Arbejders Skæbne og dermed forbundne Forhandlinger, fordi Magdalene Thoresens Navn for Eftertiden ikke er knyttet i første Række til disse Arbejder, som hun omfattede med en næsten ulykkelig Kærlighed, men til hendes stærke og maleriske Naturskildringer.
Og dog or det ikke Forfatterinden, man i disse Breve først og fremmest faar Øje paa — Magdalene Thoresen overvurderede ikke sit Virke —- men det stærke, varme, livskraftige, frodige Menneske, som røber sig i næsten hver Linie. Stejl og blid, hæftig og mild, mistænksom og hengiven — saadan var denne lidenskabelige Kvindes Natur; men helt igennem ægte. Som alle stærke Naturer var hun meget optaget af sin Person og af sine Planer, og dette røber sig tydeligt i Brevene. Frastøden og Tiltrækken — saadan er hendes Væsen. Maaske ikke en af de ejendommeligste Digterinder; men i hvert Fald en af de ejendommeligste Kvinder i nordisk Aandsliv.
Helt igennem bar hun sit eget skønne Ansigt. Smukkest har maaske den mangeaarige Veninde, Mathilde Reinhardt udtrykt sin Glæde over Samlivet med Magdalene Thoresen i de Ord, som afslutter 2det Bind af „Familie-Erindringer“: „Vort eget Liv fik netop paa samme Tid (Midten af 1860erne) en rig Tilvækst, gennem et nyt Venskab, der gav Glæde og Fylde til Øjeblikket og aabnede vide Syner ud i Fremtiden. Om vi end havde forskelligt Blik paa disse Syner, saa var det velgørende for os alle. Den ny Ven, Magdalene Thoresen, blev en Velsignelse for de enkelte som for det samlede Hus; hendes dybe Forstaaelse optog det gode i dets gamle Traditioner, paa samme Tid som hun indenfor dets Vægge, personificerede det ny“.
Udg.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.