Jonas Sigismund Collin (1840-1905) var født i København som søn af en departementsdirektør og etatsråd og barnebarn af Jonas Collin (1776-1861), der var H. C. Andersens mæcen. Han blev cand. mag. i zoologi og fik udgivet en del bøger med zoologisk indhold. H. C. Andersen følte en stor taknemmelighedsgæld til familien Collin og inviterede Jonas Collin (den yngre) på nogle af sine udlandsrejser. I 1898 blev Collin færdig med sit manuskript til bogen, som først udkom efter hans død. Bogens indledes med hans egne forord: 

Den Fortsættelse af H. C, Andersens „Mit Livs Eventyr“, som jeg udgav i 1877, omhandlede kun Perioden fra 1855 til 1867. Det var i alt væsentligt Digterens egen Livsskildring, saaledes som den forelaa i et af ham efterladt Manuskript. Desværre findes der ikke et saadant til Offentliggjørelse udarbeidet Grundlag for Fremstillingen af Andersens sidste Leveaar (1868—75), og for saavidt kan denne Bog ikke betragtes som et integrerende Led af „Mit Livs Eventyr“. For dog saa vidt muligt at lade den fremtræde som en Fortsættelse af Digterens over hele den civiliserede Verden berømte Autobiografi, har jeg i Hovedsagen ladet Andersen selv være den Meddelende, idet jeg har hentet saa godt som hele Stoffet ordret fra hans Dagbøger. Jeg har havt saa meget lettere ved at vælge denne Fremstillingsform, som jeg har ment, at Meddelelserne vilde vinde i Interesse og Uomtvistelighed, naar de fremkom saa at sige umiddelbart af Digterens egen Mund.

Foruden Dagbøgerne, der velvillig ere blevne stillede til min Disposition af Frøknerne Melchior, har jeg benyttet trykte og utrykte Breve fra Andersen samt mine egne Optegnelser. Om jeg har taget for lidt eller for meget med, er dels en Smagssag, dels et Spørgsmaal, som Fremtiden maa afgøre, hvis den finder det Umagen værdt. Jeg tror at adskilligt af det, som Nutidslæsere vilde finde for ubetydeligt, vil kunne have Interesse for senere Undersøgere, og jeg tvivler ikke om, at saadanne ville fremstaa i Tidens Løb.

Det har nærmest været min Hensigt at levere det biografiske og psykologiske Raastof, ikke at give en Karakteristik af Andersen ud over den, der lyser umiddelbart ud af hans egne Ord. Efter min Mening er der nemlig foreløbig skrevet nok om Andersens Fysiognomi, og særligt betragter jeg min Faders Arbeide om Andersen og det Collinske Hus som en i alt væsentligt afsluttende Karakteristik af Andersen som Menneske.

Jeg er naturligvis forberedt paa, at Kortsynethed og Bornerthed vil foreholde mig, at jeg, som ved mere end én Lejlighed er traadt op mod Folk, som have tilsmudsket Mindet om Andersen, nu selv blotter hans Svagheder. En saadan Kritik tager jeg intet Hensyn til. Jeg har aldrig villet pynte min Ven paa Sandhedens Bekostning, aldrig benægtet — men tværtimod selv gjort opmærksom paa — de mange eiendommelige Smaasærheder, Barnagtigheder og — om man vil — Unoder, der prægede Andersens Optræden; men jeg har taget til Genmæle, naar der fremkom usande, ondskabsfulde og vildledende Meddelelser om ham. Det vilde jo ogsaa have været haabløst at lægge Skjul paa hans Svagheder. Han selv gjorde det aldrig, og hverken hans Samtid eller den Generation, der fulgte efter ham, var blind for disse. Men der er af Mange seet paa ham med onde Øine, der kun havde Syn for hans Skrøbeligheder, ikke for hans Hjertensgodhed, hans Trofasthed og hans Taknemlighed mod dem, der mente ham det godt.

Jeg tilstaar, at netop denne Omstændighed har været stærkt medvirkende til min Beslutning om at udgive dette Arbeide. Jeg har nemlig frygtet, at hans senere Dagbøger engang i Tiden kunde falde i Hænderne paa En eller Anden, der ikke vilde betænke sig paa at give sit Besyv med i Laget uden at have kendt Andersen personlig; og vist er det, at for en saadan vilde der i hans Optegnelser findes et sørgeligt rigt Stof til nedsættende Omtale og uretfærdigt haarde Domme. Jeg har intet fortiet af det, som Offentligheden har en Slags — maaske omtvistelig — Krav paa at kende af Dagbøgerne, men jeg tror dog, man vil forstaa, at hvad der her meddeles — i Modsætning til tidligere fremkomne hadefulde Udtalelser — ikke skyldes Fjendehaand.

Det er for saa vidt et utaknemligt Arbeide, jeg har paataget mig, som det Afsnit af Andersens Liv, det her gælder, i alt Fald i ydre Forstand, kun frembyder ringe Interesse i Sammenligning med hans tidligere, paa Oplevelser og Omskiftelser saa rige Liv. De Brydninger, der mærkede hans egentlige Udviklingsperiode, ere ophørte, hans digteriske Position er grundfæstet, hans Verdensberømmelse en Kendsgerning.

Det, som nu giver hans Liv dets Karaktermærke, er den snigende, uhelbredelige, ofte pinefulde Sygdom; det er den, der sætter sine utallige dybe Spor baade i hans legemlige og hans sjælelige Liv, og som gør Kampen mellem hans stærkt udviklede Selvfølelse og hans Ydmyghed dobbelt vanskelig.

At Andersen bliver stukket af en Myg, har ingen Interesse, men at han optegner det i sin Dagbog, er karakteristisk og derfor værdt at notere; at han skændes med en Tjenestepige er jo i og for sig ligegyldigt og skulde synes at være Efterverdenen ganske uvedkommende, men at han selv finder det værd at omtale, indeholder et Bidrag til hans Karakteristik. Noget lignende gælder om adskillige Optegnelser, der omtale Forhold, Begivenheder eller Tilstande, som i sig selv ere betydningsløse, men som blive ejendommelige for Andersen paa Grund af de anvendte Udtryk. Jeg, som har kjendt Andersen saa nøje, har under Arbeidet med hans Dagbøger hvert Øjeblik maattet sige til mig selv: „Hvor det dog ligner Andersen, det er jo, som havde jeg ham lyslevende for mig og hørte ham tale.“ Derfor véd jeg, at Dagbøgerne give et troværdigt Billede af ham, mere levende end det Billede, andre kunne give af ham — vel at mærke: det er Billedet af ham, som han var i Alderdommens Trængselsaar.

 

                                                                                                       Jonas Collin.

Titlen indgår som bind nr. V i bogserien "Memoirer og Breve", der blev udgivet af:

Julius Ferdinand Emil Clausen (1868-1951) var født i København som søn af en urtekræmmer. Han blev student fra Metropolitanskolen og tog skoleembedseksamen. I 43 år var han ansat ved Det kgl. Bibliotek. Ved siden af embedsgerningen var han en meget flittig forfatter af især litterær- og personalhistoriske værker.

Peter Frederik Rist (1844-1926) kom til verden i København som søn af en kammerråd. Han deltog i 1864-krigen, hvor han blev såret under stormen på skanserne 18. april. Efter krigen forblev han i hæren, hvor karrienren kulminerede i 1894 med udnævnelsen til oberstløjtnant. Mest kendt er han som forfatter og var bl.a. sammen med Julius Clausen redaktør af bogserien "Memoirer og Breve", der udkom 1905-27 i 51 bind. 

Jeg har benyttet mig af Det Kongelige Biblioteks DOD-service og fået dem til at scanne bogen. Denne scanning har jeg efterbehandlet til en pæn og søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.