Niels Christian Laursen (1856-1916) kom til verden i Hindborg sogn, Viborg amt som søn af en gårdmand. Han blev forstander for Aale Efterskole og skrev det meste af manuskriptet til "Af Aale Sogns Historie". Jeg citerer bogens forord:

Forstander N. Kr. Laursen, Aale Efterskole, foretog i de sidste Aar, han levede, meget omfattende Studier i Landsarkivet i Viborg, Statsbiblioteket i Aarhus, Herredskontoret i Brædstrup o. fl. St. og indsamlede derved et fyldigt og værdifyldt Materiale til Aale Sogns Historie, som det var hans Agt at samle og udgive i en Bog, han vilde  skænke den Befolkning, han levede og virkede iblandt. Han skrev derom i Efterskolens Aarsskrift for 1915:

 

"Jeg har i de sidste Par Somre arbejdet lidt med dette at danne mig et Billede af de historiske Begivenheder, der knytter  sig til Aale Sogn og de skiftende Forhold gennem Tiderne. Det er naturligt, at Ungdommen i særlig Grad ser fremad; men dog maa den føle sig baade i Pagt og Takt med det bedste af det, der er gaaet forud for dens Tilværelse, dersom den skal faa det rigtige Sigte paa Fremtiden. Vejen til denne Føling maa gaa gennem Kendskab til Fædrene, til de Mænd og Kvinder, hvis Virksomhed og Forestillinger, vi bygger videre paa. Det er da ogsaa en Kendsgerning, at unge Mennesker har et aabent Øre for, hvad der fortælles fra en forbigangen Tid, især naar det fortælles af Far, Mor, Bedstefar eller Bedstemor om, hvad de oplevede. En saadan Historieundervisning har for mange Børn og Unge i Overgangsalderen haft den allerstørste Betydning for deres følgende Liv. Det kommer dem saa personligt nær. Derfor kunde det vist ikke være saa galt, om unge Mennesker ikke alene fik Historiens store Skikkelser ført frem, men ogsaa kom i Forhold til den Historie, der i Almindelighed ikke er optegnet, men dog foregaaet netop i den By eller det Sogn, hvor de er vokset op".

 

Desværre naaede Laursen ikke at faa sit historiske Værk fuldført. Ved hans Død 1916 forelaa følgende Afsnit i Manuskript: Præsterne i Aale og Aale Præstegaard til 1820, Skolevæsenet til ca. 1860, Bregenholm Hovedgaard, Bjerre Hovedgaard til 1820, Bøndergodsets Overgang til Selveje og Jordenes Udskiftning, Udkast til mange af de ældste Ejendommes Historie og en Mængde Optegnelser fra Kirkebøger, Skifte- og Fæsteprotokoller, fra kulturhistoriske Skrifter o. s. v.

Det blev da overladt til nogle af Laursens Venner at bygge videre paa den Grund, han havde lagt, og søge at faa Værket fuldført. Frands Mortensen, Østerlund, har fortalt om Østermarksgaardene, Lærer Aage Lauridsen, Knabberup, om Aale Kirke, Marius Andreasen, Aale, om Skolevæsenet siden 1860. Niels Bank og Ole Troelsen, Aale, har indsamlet en Mængde Oplysninger om det sidste Hundrede Aar. Og det har da været min Opgave at føje Laursens Optegnelser og det senere indsamlede Materiale sammen til en Helhed, idet jeg saa vidt muligt har søgt at følge den Plan og Form, Laursen har lagt.

Naar vi nu har besluttet at udsende Laursens Værk, som det her foreligger, er det ikke uden Betænkeligheder. Det er vanskeligt at gaa ind paa en andens Arbejde og føre det videre i samme Plan, især naar man er Fusker i Faget. Og jeg maa da for min Del bede om Overbærenhed med de Mængder, Bogen derved er kommen til at lide under. Men vi haaber, at Aale Sogns Beboere og andre, der føler sig knyttede til de gamle Slægter i Aale, trods Manglerne dog vil finde, at Bogen har værdi for dem og efterfølgende Slægter.

Det var jo det store ved Laursen, at han af al sin Evne vilde tjene og hjælpe de Mennesker - og ikke mindst den unge Slægt - han kom til at leve og virke iblandt. Og ud fra dette Tjenersind har han ogsaa skænket os dette Stykke Kulturhistorie. Maatte hans Bog da bidrage til, at vi, der nu lever og virker i Aale, og den Slægt, der skal fortsætte vor Gerning, "maa føle os i Pagt og i Takt med det bedste af det, der er gaaet forud for vor Tilværelse, og derudfra hjælpes til at tage det rigtige Sigte paa Fremtiden!"

    

»Højvang« i Aale, Juni 1930.

                                                                               Peter Hansen.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.