Niels Vilhelm Nielsen (1844-1902) kom til verden i Stege som søn af en skomager. Ved hans død i Valby ses han i kirkebogen benævnt som sagfører. I 1899 fik han udgivet: "Præstø Købstads og Klosters Historie : For Størstedelen efter utrykte Kilder". Han indleder bogen med disse forord:

Naar man i en Række af Aar har beskæftiget sig med et Arbejde, om hvilket der ikke er nogensomhelst rimelig Grund til at tro, at det vil kunne give pekuniært Udbytte, saa ligger det nær at antage, at Arbejderen er tvungen til sin Gerning af en uimodstaaelig Trang til at beskæftige sig netop med dette Arbejde. Saaledes er det gaaet mig i de Aar, som jeg tildels bar benyttet til at samle og nedskrive »Præstø Købstads og Klosters Historie«. Indseende, at jeg i ingen Henseende kunde vente pekuniært Udbytte, har jeg dog aldrig i noget Øjeblik tabt Lysten til fra Arkivernes støvede Gemmer at fremdrage de Oplysninger, som kunde kaste Lys over den lille Købstads Skæbne i de svundne Aarhundreder. At et saadant Lys kommer tilstede, kan have Betydning i flere Henseender. Fortiden er Nutidens Læremester, og de Mennesker, som kunne læse et historisk Skrift uden deri at finde baade mangt og meget, som giver Grund til Eftertanke og Belæring, ere kun faa. Trangen til Kundskaber om Fortiden har sin Rod dybt i den menneskelige Natur over alt, hvor man ikke fortaber sig i forfængelig Selv­kærlighed og Selvforgudelse, men véd at vurdere sig selv som et Led af Slægterne. At kende Liv og Virken hos den Del af Menneskeslægten, som forud for os har vandret og virket paa de samme Steder, hvor vi nu vandre og virke, og hvor vor egen lille Livsbaad glider frem, at kunne i det mindste skimte det Maal og Med, hvorefter vi styre, det maa vel være af høj menneskelig Interesse. Og hvor staa Slægterne for os i deres sande Skikkelse, i deres egentlige Liv bedre end i Historien. I den og kun i den erkende vi, hvad der under saa mange tilfældige Skikkelser — bag ved de af Tid og Sted farvede Ejendommeligheder — er den blivende, den evige Menneskenatur. Denne viser sig vel i mange forskellige Former, men overalt ere de samme Anlæg og Kræfter tilstede, de samme Tilbøjeligheder og Lidenskaber overalt virksomme. Vi se overalt Almenvellet i Strid med Privatinteresser, men alligevel fremmet ved disse, og midt i de brudstykkeagtige Begivenheder se vi de fremskridende Slægters Fodspor. Hver den, som ikke kender disse, kan kun maskinmæssig tage Del i Slægternes fælles Liv, som et Hjul, der ingen Viden har om, i hvilket Værk det griber ind; det almindeligste ved han ikke at tyde, og det usædvanlige betager ham Fatningen. Anderledes med den, som er fortrolig med Fortiden. For ham vil intet være nyt, han vil let opdage de skjulte Drivhjul til Dagens Begivenheder og indse de sandsynlige Følger af samme; thi den forbigangne Tid indeholder Nøglen til Nutiden og Spejlet til Fremtiden. Træde vi ind i det Galleri af Menneskeskikkelser, som Fortiden kan vise os, da vil alt det Ædle og Gode, som vi faa at se, begejstre os til Efterfølgelse, medens det, som er Menneskesjælene uværdigt, vil vække Afsky hos os. Historien er — sikkert i højere Grad end nogen anden Videnskab — forædlende og opdragende.

Alt dette tør vel anses for utvivlsomt, og Spørgsmaalet bliver da, om jeg har været den rette Mand til at præstere det nu foreliggende Arbejde om Præstøs Fortid. Om jeg har forstaaet at skille Kærnen fra Skallen, at skælne mellem det Væsentlige og det Uvæsentlige, om jeg har vidst at nedskrive, hvad der har Interesse og Betydning, og lade det forblive glemt, som fortjener at være det, og endelig om jeg har holdt mig til den usminkede historiske Sandhed uden at pynte paa den i det forfængelige Haab derved at gøre Fremstillingen mere underholdende og interessant. For sidste Punkts Vedkommende kan jeg selv svare, og Svaret er, at det er nøgen historisk Sandhed alt, hvad der udgives for at være det. For de ældre Tiders Vedkommende, da de Oplysninger, som have været at finde, ere faa og spredte, er det dog en Selvfølge, at jeg kan have draget fejle Følgeslutninger, noget som selv den skarpsindigste Historiker er udsat for. Om jeg har været den rette Mand til det rette Arbejde, maa mine forstandige Læsere bedømme. Kun saameget tør jeg sige, at naar Værket rummer Fejl, da er det min bristende Evne og ikke min Lyst og Flid, der bærer Skylden.

Jeg føler mig forpligtet til her at nedskrive min forbindtlige Tak til de mange, der under Arbejdets Udførelse have staaet mig bi med Raad og Daad. Og navnlig er jeg da Tak skyldig til Dr. phil. W. Christensen, Arkivsekretær ved Rigsarkivet, til Dr. phil. A. W. Mollerup, Rd. af Dbg., Direktør for Nationalmusæets anden Afdeling, til forhenv. Arkivar ved Provinsarkivet paa Jagtvejen, nu Herredsfoged, Dr. jur. W. Secher, Kd. af Dbg., til den nuværende Arkivar sammesteds G. M. Hornemann og til Arkivassistent, Cand. P. A. Hejberg.

Til Slutning har jeg kun det Ønske, at mine Læsere maa føle lige saa megen Tilfredsstillelse og Glæde ved at læse Bogen, som jeg har haft ved at samle og nedskrive den.

                                                 

                                         Valby, i Juni 1899.

                                                                                    

                                                                           N. V. Nielsen.

Jeg har benyttet mig af Det Kongelige Biblioteks DOD-service og fået dem til at scanne bogen. Denne scanning har jeg efterbehandlet til en pæn og søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.