Franziska Antoinette Hilleborg Carlsen (1817-1876) blev født på Gammel Køgegård som datter af godsejeren. Fra sin tidlige ungdom nærede hun en stor interesse for lokalhistorie.

I 1861 fik hun udgivet "Noget om og fra Rønnebæk Sogn med Rønnebæksholm", der er et anerkendt historisk-topografisk værk, der bl.a. roses for den fine beskrivelse af sagn og folketro.

Kort før sin død i 1876 fik hun 1. del af "Efterretninger om Gammelkjøgegaard og Omegn" i trykken. 2. del udkom i 1878. 1. del indledes med denne kommentar:

Paa Grund af Forfatterindens Død i Februar 1876 maatte Trykningen af dette Skrift, som lige var paabegyndt, standses, og kunde først senere fortsættes efter at Andre havde overtaget det sidste Gjennemsyn, Korrekturlæsning samt Udarbeidelsen af Registret, hvilket har forsinket Udgivelsen i nogen Tid. Forfatterindens Bortgang er tillige Grunden til, at 2den Del, som hun efterlod sig i Manuskript, ikke kan følge umiddelbart efter 1ste Del, men først vil kunne udkomme lidt senere.

1. del afsluttes med afskrift af 23 dokumenter fra perioden 1476-1673. Disse dokumenter fremgår fra side 251. Allersidst i bogen er der et meget fyldigt navneregister.

2. del indeholder fra side 141 et tillæg om folkeeventyr og folkeviser fra egnen omkring Gammel Køgegård. Også denne bog afsluttes med et fyldigt navneregister.

Jeg har benyttet mig af Det Kongelige Biblioteks DOD-service og fået dem til at scanne bøgerne. Disse scanninger har jeg efterbehandlet til pæne og søgbare PDF-filer, der kan downloades via disse links:

1. del

2. del