Konrad Understrup (1859-1947) blev født i Understrup, Ørre sogn nord for Herning som søn af en gårdejer og kom i dåben til at hedde Conrad Jensen Understrup. Som ung var han elev på flere højskoler. Senere var han nogle år i Norge, inden han som 30-årig købte et landbrug i Brændgaard, Ørre sogn. Ved siden af arbejdet med at drive landbrug skrev han artikler til Herning Folkeblad og var i en længere periode medlem af Herning sogneråd. Mest kendt er han for sit forfatterskab af en del lokalhistoriske bøger om sogne i Hammerum herred.

I 1915 udkom den første af hans bøger "Ørre Sogn", der afsluttes med en indholdsfortegnelse og indledes med disse forord:

Ordet SOGN har vist altid haft en dragende Klang. Man hører ofte disse Ord sagt med Vægt: „Vi er fra samme Sogn". Og saa er det ligesom en Selvfølge, at man er godt kendt. At det Sogn, hvor man er født og har levet i over 20 Aar og modtaget de grundlæggende Indtryk, ofte er, i ens Tanker, er jo næsten en Selvfølge. Og at den Tanke gæster en, om man paa en eller anden Maade kunde gøre lidt for dette Sogn, er jo meget naturligt. Da jeg derfor for nogle Aar tilbage fik Ideen til at skrive om Ørre Sogn, kunde jeg ikke blive fri for den, jeg maatte realisere den, og nu foreligger her Resultatet.

Ofte har jeg lagt Mærke til, hvordan Folk, som man ellers ikke tænker, der har stor historisk Sans, med stor Begærlighed griber Bøger som Trap og Both, hvori der kan være lidt om Sogne, de kender, og læser dette atter og atter. Ikke mindst for saadanne er denne Bog skrevet.

Jeg tænker somme Tider paa, at hvis man hørte, at der for 100 Aar siden var udgivet en Bog om Ørre, saa vilde man sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa fat i dette Skrift. Jeg trøster mig derfor med, at om denne Bog ikke bliver meget læst nu ved Udgivelsen, saa vil især Ørreboere finde den ret interessant om 100 Aar.

De første, jeg henvendte mig til, da jeg besluttede at skrive om Ørre, var min gamle Lærer, Holmgaard, og Læge H. A. Larsen i Holsted; den sidste er født i Nabogaarden til mit Hjem i Ørre. Begge opmuntrede mig til at tage fat, den sidste stillede endog straks til min Raadighed de Midler, som det har kostet at samle Værket, Arkivundersøgelser m. m.

Dernæst maa jeg nævne den kendte Historiker, Lærer P. Storgaard Pedersen i Hee, som velvilligst har overladt mig sine Optegnelser med Oplysninger om Ørre Sogns Fortid. I Ørre Præstegaard har Kirkebøgerne ogsaa altid velvilligst staaet til min Raadighed.

Ligeledes maa jeg nævne Lærer N. P. Larsen, Straasø (som er fra Ørre), der har givet mig mangen en Haandsrækning, ligesom han har fremskaffet flere af Billederne fra Ørre.

Endelig maa jeg med Tak mindes de mange Mænd og Kvinder, der har ydet Bidrag til Trykningen af Bogen. Det har været mig en stor Glæde at erfare, hvor villige Ørreboere i og udenfor Sognet har været til at give Bidrag; jeg haaber nu, de maa faa nogen Glæde deraf.

Alle, der saaledes har medvirket, bringer jeg herved min bedste Tak.

En Tid var det Meningen, at hvad, jeg skrev om Ørre, skulde optages i Hardsyssels Aarbog. Men da dette Aarsskrift ikke godt kunde ofre saa megen Plads om et enkelt Sogns Historie, kunde min Beskrivelse jo ikke optages der. Men Ringkøbing Amts historiske Samfund har gjort mig den Glæde at bevilge mig 200 Kr. til Hjælp ved dette Skrifts Udgivelse.

 

            Brændgaard ved Herning, 22. September 1915.

 

                                                                               Konrad Understrup.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der downloades via dette link.

I 1917 udkom "Sinding Sogn", der fra side 191-200 indholder et tillæg til "Ørre Sogn". Dette tillæg kan downloades via dette link.