For oplysning om bogens tilblivelse vil jeg henvise til bogens forord:

»Rod i Odense, Odenseanernes aner« er udarbejdet på grundlag af anetavler indsendt til en genealogisk udstilling, der var Slægtshistorisk Forenings bidrag til aktiviteterne i anledning af Odense bys 1000 års jubilæum i 1988.

Til indsenderne af anetavler lød to spørgsmål:

Enten - hvilke nuværende indbyggere i Odense Kommune kan fremlægge den længste - i tid tilbagegående - anetavle med forfædre, der konstant har været bosiddende her gennem alle generationer?

Eller - hvilke nuværende indbyggere i Odense Kommune kan påvise at have aner her længst tilbage? Slægten må godt have været bosiddende andre steder i de mellemliggende år.

Der indkom 40 anetavler. Før udstillingen havde en gruppe af foreningens mest erfarne slægtsforskere bearbejdet alle tavler, så der ikke forekom de helt store mangler. Ved udstillingen var de ordnet i grupper: Landboere, byfamilier og de familier, der kunne følges særlig langt tilbage.

Vi var allerede på dette tidspunkt enige om, at materialet var så værdifuldt, at det burde samles i en bogudgivelse. Flere tilløb blev taget. Men først da tiden nærmede sig vor forenings 25 års jubilæum i januar 1996, blev der gjort alvor af sagen. Henad vejen stillede redaktørerne imidlertid større og større krav til værkets indhold og udseende, hvilket fordyrede og forsinkede arbejdet. Fra begyndelsen stod det klart, at litteraturhenvisninger samt navne og stedregistre var uomgængelige. Mange illustrationer blev planlagt. Tekstmængden viste sig dog at være noget større end beregnet, hvorfor vi har måtte skære ned på billedernes antal og størrelse. Illustrationerne følger heller ikke teksten så nøje, som vi havde forestillet os ved begyndelsen af arbejdet med renskriften.

Noget særligt er de mange henvisninger til behandling af arvesager, skifter. Flere vil kunne findes. I denne bog har kriteriet været, dels at medtage, hvad der kunne erstatte manglende kirkelig registrering af dødsfald, og dels skiftesager, der har kunnet udrede slægters tråde - eller på anden måde er særlig interessante.

Som det fremgår af billedet fra 1988-udstillingen på Klosterbakken, bestod udstillingsplancheme af knap 1.400 »visitkort«, der dannede stamrækker med navne, stilling samt årstal. I bogen er alle data taget med, inklusive forældrene til de i slægterne indgiftede personer. Mange af anetavleme er udvidet med flere anepar. Der optræder således henved 3.000 personer. Herunder bl. a. nogle ægtepar, der helt og holdent var bosat udenfor Odense kommune. Disse undtagelser skyldes, at der her kan bringes oplysninger, som ikke tidligere er publiceret

Tavlernes rækkefølge er den, hvori de blev modtaget. Såvidt muligt er gentagelser undgået. Det betyder, at aner til en person ofte må findes i tavler, der er bragt tidligere. Henvisninger beskriver, hvorledes familierne er vævet sammen. Med hensyn til nulevende personers data, kan bogen ikke bringe mere, end indsenderne ønsker at oplyse. Som supplement er anvendt trykte kilder.

Tak til alle indsenderne og deres familier for tålmodighed og venlig besvarelse af mange henvendelser - og tak til korrekturlæserne Anne-Lise EiIstrup, Rita H. Matzon og Jytte Skaaning for deres betydelige og uegennyttige arbejdsindsats.

På vegne af Slægtshistorisk Forening, Odense takker formanden, Jytte Skaaning, for økonomisk støtte til udgivelse af bogen - som vi håber og tror, at andre end odenseanere vil få gavn af.

                                                 Rod i Odense, Odenseanernes aner

                                           kunne ikke være publiceret uden hjælp fra

                Alfred Good's Fond, København og Ingeniør N.M. Knudsens Fond, Odense.

                                                          Odense den 26. juni 1996

                      Finn Grandt-Nielsen                                                   Lise Lund

Jeg takker Slægtshistorisk Forening, Odense for tilladelse til at måtte scanne bogen og håber, at den digitaliserede udgave vil blive til stor glæde og gavn for slægtsforskere i Odense om omegn. Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.