Anders Christensen (1837-1917) var født i Fangel på Midtfyn som søn af en gårdmand. Han giftede sig til "Stokholmgården" i Tommerup og blev herefter kaldt Anders Stokholm.
Sophie Margrethe Juliane Breum (1870-1935) kom til verden i Odense som datter af en købmand. Hun blev forfatter, der i mange bøger skildrede livet i Odense og på Fyn. Bl.a. skrev hun "En Herregaardsfrue" i 1918 og fortsættelsen "Arven" i 1921. I sin "Odense Bys Bog om H. C. Andersen" fra 1905 nævner hun en udtalelse fra digteren:
Hvad der ved min Oplæsning fornøjede mig at høre var, at der var kommen 2 Bønder, som paa deres Fod var gaaet 2½ Mil for at høre mig og skulde nu gaa hjem igen, jeg sendte dem mit Visitkort, da jeg ikke fik talt med dem.
Sophie Breum fik kontakt med den ene af disse bønder: Anders Christensen og aftalte en udgivelse af hans erindringer om livet på landet.
Bogen indledes med:
FORTALE.
I et Brev, som jeg delvis aftrykte i min Skildring af »Byen og Æresborgeren«, fortæller H. C. Andersen, at det, som ved en Oplæsning i Odense glædede ham mest, var, at to Bønder havde gaaet et Par Mil for at høre ham.
Nogen Tid efter sad den ene af de to Mænd, Anders Christensen fra Tommerup, i min Stue og fortalte om den Begivenhed. Den var erindret saa trofast og blev fortalt med saa megen Varme, at jeg i Sandhed kan sige, han gav mig Del i sit smukke Minde om vor store Digter.
Da Anders Christensen senere bragte mig, hvad han havde nedskrevet om Livet paa Landet i hans Barndom og Ungdom, gik det mig paa samme Maade som overfor hans mundtlige Meddelelser. Indtrykket var klart, fordi Træk var svejfet til Træk med trofast Omhu, med det Selvoplevedes Myndighed og med et godt Blik for Fordelingen af Lys og Skygge.
Det er min Overbevisning, at Anders Christensens Bog har Ærinde ogsaa udenfor Landboernes Kreds, ikke blot fordi den er et paalideligt Bidrag til de kulturhistoriske Farver, som vor Tid sætter saa højt, men ogsaa fordi meget hos det Slægtled, han skildrer, er værd at mindes, værd at holde i Ære!
Landbruget er i vor Tid gaaet saa rivende hurtigt fremad, at det nok kan virke blændende paa Iagttageren. Det er da smukt og naturligt, at den, som kan, gør sit til at fæstne Erindringen om det trofaste Slid og det ærlige Sammenhold i Tiden, som vel er skreden forbi, men som dog er Mulden, hvoraf den nuværende Slægt har suget sin Kraft.
Jeg siger Anders Christensen Tak for »Fynske Bønders Liv«. Naar Bogen bliver tilgængelig i videre Kredse, kommer jeg sikkert ikke til at staa ene med denne min Tak.
SOPHIE BREUM.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.