Ifølge Wikipedia: Det Schouboeske Institut var en lærd skole (gymnasium) i København, oprettet 3. februar 1794 i Ny Adelgade 185 af Frederik Christian Schouboe (1766–1829) som skole med "preliminair-classe". 1798 blev det udvidet med afdeling, der fører til eksamen artium og en afdeling for "ustuderende" (dvs. handels- og militærfolk) og pensionat. 1799 flyttede Instituttet til nr 142 på hjørnet af tugthusporten og Store Helliggejststræde. Det var kendt for sit høje stade og blev endda søgt af folk fra udlandet. I 1814 blev det nedlagt på grund af vigende søgning, men i 1824 oprettede Schouboe atter et institut, som dog heller ikke fik succes som tidligere. I årene 1808-11 var N.F.S. Grundtvig tilknyttet som lærer i historie og geografi. 

Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) kom til verden i præstegården i Udby sogn ved Vordingborg som søn af sognepræsten. Han gik i faderens fodspor og blev allerede som 20-årig teologisk kandidat. Derefter virkede han som huslærer nogle år, kapellan for sin fader, sognepræst i Præstø m.m., og fra 1839 ser vi ham som sognepræst i Vartov, hvor han virkede indtil sin død. Han lagde navn til grundtvigianismen, og vi kender ham som salmedigter, forfatter, historiker og politiker. Erholdt i 1861 i anledning af sit 50-års præstejubilæum rang af Sjællands Biskop. Han regnes for en af Danmarks største kultupersonligheder i 1800-tallet.

Frederik Sixtus Otto Alfred Petersen Nygaard (1845-1897) kom til verden i Holbæk som søn af borgmesteren og kom i dåben til at hedde Frederik Sixtus Otto Alfred Petersen. Efternavnet Nygaard fik han efter en senere stedfader. Han blev teologisk kandidat som 25-årig. Kort derefter ses han som lærer ved Ryslinge Højskole og senere som højskoleforstander i Jylland og sognepræst på Mors. Fra 1882 og til sin død var han præst ved valgmenigheden i Sønder Næraa. Fra 1883 var han tillige præst ved Odense Valgmenighed. Han er kendt som forfatter til et antal artikler og bøger, bl.a. nogle biografiske skildringer af danske kulturpersonligheder.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.