Søren Alkærsig (1868-1943) kom til verden i Fasterlund ved Skjern som søn af en gårdmand og blev i dåben kaldt Søren Sørensen. Han blev uddannet lærer og var tilknyttet en del forskellige højskoler. Samtidig var han en aktiv foreningsmand og engageret lokalhistoriker, der fik udgivet et meget stort antal bøger og artikler. Et af hans hovedværker "Esbjerg Havn og By. Et Blad af Vestjyllands Historie" udkom i 2 bind. Det første bind i 1909 omhandler havnen. Det andet bind fra 1914 beskriver byen.

Første bind indledes med disse forord:

I mange Aar har en af Esbjergs Borgere, Konsul C. Breinholt, tænkt paa, at Byens Historie burde skrives, mens man kunde faa fat paa Kilderne, og Begivenhederne var i frisk Minde. Da saa "Historisk Samfund for Ribe Amt" blev dannet i 1903, og han selv blev Medlem af dets Bestyrelse, fik han endnu mere Mod paa Tanken. Han henvendte sig da til to andre Bestyrelsesmedlemmer, Højskoleforstander Schrøder og Højskolelærer Poul Bjerge, begge i Askov, for at søge Raad hos dem og maaske formaa en af dem til at tage sig af dette Arbejde. Begge interesserede sig ogsaa meget for Sagen. L. Schrøder gennemgik da en Del Optegnelser om afdøde Poul Breinholt, og ved et Møde, som "Historisk Samfund for Ribe Amt" lod holde i Esbjerg 2. December 1903, holdt han et Foredrag om "Esbjerg og gamle Breinholt"; det blev trykt i "Højskolebladet" Nr. 2 og 3 for 1904. Men L. Schrøder saa dog straks, at han hverken havde Tid eller Lejlighed til at skrive Esbjergs Historie i det hele. Det samme gjaldt Poul Bjerge, men begge henviste Konsul Breinholt til undertegnede, der ogsaa paatog sig Arbejdet.

Dette Arbejde har været saa besværligt, som det altid maa blive, hvor der ingen Forarbejder er. En Fordel har det været, at dette Stykke Historie i saa høj Grad hører den nyere Tid til, at man enten ad mundtlig eller skriftlig Vej kunde faa de forskellige Ting oplyst. Dog er der ikke faa Punkter, hvor Kilderne har været for sparsomme, og for enkeltes vedkommende er man ganske ladt i Stikken. Dertil kommer, at disse Kilder ofte paa det skarpeste modsiger hinanden, hvad der især gælder Avisartikler og mundtlige Meddelelser.

Naar Bogen uagtet disse og andre Vanskeligheder er bleven et forhaabentlig nogenlunde paalideligt Kildeskrift, saa skyldes det i høj Grad den Hjælpsomhed og Interesse for Sagen, som jeg fra mange Sider har mødt, og uden dette havde det slet ikke været mig muligt at udføre Arbejdet. Nogle har givet mundtlige Oplysninger, andre skriftlige, og især har det været af Betydning, at et Par Mænd, som har levet med i Byens Udvikling fra først til sidst, og som ifølge deres Stilling og Arbejde har vidst særlig god Besked om, hvor Oplysninger kunde hentes, saa ofte har været villige til at stille deres Tid til Raadighed og hjælpe til Rette. Jeg vilde gerne her bringe baade disse og alle andre Bidragydere min bedste Tak, og ikke mindst skylder jeg "Historisk Samfund for Ribe Amt" og Esbjerg Borgere Tak for den økonomiske Støtte, de har ydet. Uden den vilde det ikke været muligt at faa Arbejdet frem.

                                                            Forfatteren.

Andet bind indledes med:

HERMED er saa Esbjergs Historie til 1899 afsluttet. Nævnte Tidsgrænse er dog ikke altid nøjagtigt overholdt; hvor det syntes af Interesse, eller faldt naturligt er ofte f. Eks. nogle Tal eller andre Oplysninger medtaget, som angaar senere Aar; derimod er Foretagender, som er opstaaet efter 1899, udeladt.

Desværre ligger der altfor lang Tid mellem Udgivelsen af første og anden Del. Men Vanskelighederne har været utrolig store, da Forfatteren selv har maattet skabe Arkivet, og Oplysningerne desuden ofte, og tilmed i vigtige Tilfælde, kun var at faa gennem mundtlige Kilder, som tilmed i høj Grad modsagde hinanden. Dertil kommer, at skønt det naturligvis ikke kan være andet, end at et saadant Arbejde har mødt megen Interesse og Velvilje hos Byens Borgere, saa er der dog derfra nogle Undtagelser, hvad der i en enkelt Tilfælde, nemlig hvad Fagforeningernes og Socialdemokratiets Udvikling angaar, har medført, at der ikke derom kan meddeles noget som helst.

Men nu da jeg staar ved Afslutningen, maa jeg dog først og fremmest sige Tak for Hjælpen, jeg har mødt. En Tak til de gamle "Pionerer" uden hvis livlige og velvillige Meddelelser det havde været mig umuligt at skrive Afsnittet om Nybyggerne, og jeg maa have Lov til især at fremhæve Enkefru Olsen, født Ohff. En Tak til Malermester Jørgen Hansen, som har tegnet Billederne, der indleder de forskellige Afsnit, og har hjort det godt. En tak ikke mindst til Boghandler Dalsgaard-Olsen, som har vist Foretagenet en ikke helt almindelig Interesse og Offervillighed, navnlig har han hverken sparet paa Tid eller Penge for at faa Bogen saa godt forsynet med Billeder og for i det hele at faa den saa godt og smukt udstyret som muligt. Endelig maa nævnes Ribe Amts historiske Samfund, Hjelmstjerne-Rosencronestiftelsen og Esbjerg Byraad, som de Institutioner, der har ydet Foretagenet økonomisk Støtte.

                                                              Søren Alkærsig.

Jeg har scannet bøgerne til søgbare PDF-filer, der kan downloades via disse links:

I. Havnen

II. Byen