Albert Christian Thomsen (1889-1952) kom til verden i Kolding som søn af en urmagermester. Han fik lærereksamen fra Jelling statsseminarium og var fra 1911-18 lærer ved Avnslev skole ved Nyborg og fra 1918 kommunelærer/overlærer i Holbæk. Fra faderen arvede han interessen for historie, og på Fyn kastede han sig over Nyborgegnens historie og fik udgivet enkelte bøger og optaget flere artikler. I Holbæk fortsatte han det lokalhistoriske arbejde, blev leder af Holbæk museum og fik udgivet flere bøger med hovedværket den anmelderroste "Holbæk Købstads Historie", der blev bekostet af byrådet.

I 1928 fik han udgivet: "Historiske Efterretninger om Avnslev og Bovense Sogne i ældre Tid", som indledes med: 

En Dag for en Del Aar siden fandt jeg paa det kongelige Bibliotek i Ole Worm’s Monumenta Danica en Beskrivelse af den forsvundne Runesten ved Avnslev Kirke. Jeg var dengang Lærer ved Avnslev Skole, og den mærkelige Sten vakte min Interesse for Egnens Historie. Mit Arbejde med Runestenen førte mig naturligt ind paa andre lokale Emner, og det endte med, at jeg fik Lyst til at tage hele Egnens Historie op til Undersøgelse. I flere Aar brugte jeg da Ferier og Fridage til at samle Stof i Arkiver og Biblioteker til en Bog om Nyborgegnens Historie, samtidig med at jeg hos gamle Folk søgte Oplysninger om tidligere Tiders Skik og Tro. Men efter min Forflyttelse hertil i 1918 blev det umuligt for mig at gennemføre min oprindelige Plan, dels fordi Svendborg Amts historiske Samfund, som med stor Elskværdighed havde tilbudt at udgive mit Arbejde, ikke godt kunde tage hele Bogen i eet Aarsskrift, og dels fordi min Tid snart blev stærkt optaget herovre i vort historiske Samfunds og i Museets Tjeneste. Jeg omarbejdede derfor Bogens enkelte Afsnit, saaledes at de kunde udsendes eet eller to ad Gangen med Aarbøgerne og læses uafhængigt af hinanden som afsluttede Skildringer. I Stedet for en jævnt fremadskridende Beretning er det altsaa blevet en Række særskilte Afhandlinger. Men denne stykke vise Udgivelse er jo paa flere Maader uheldig, og jeg beder den gunstige Læser tilgive, at Forholdene har nødvendiggjort den. Hvert Aar er der taget et Par Hundrede Særtryk af Artiklerne. For dog at faa noget fra Haanden udsendes nu som en I Del de Artikler, som Aarbøgerne 1923—26 har bragt, og som skildrer Træk af Egnens Historie indtil 1660. I en følgende Bog vil jeg derefter søge at føre Fremstillingen videre til det 19. Aarhundredes Midte. Til Slut vil jeg bringe Svendborg Amts historiske Samfund min bedste Tak, fordi det har gjort det muligt for mig at faa mit Arbejde frem. I de seks syv Aar, jeg tilbragte i Avnslev, var denne Indsamling af „historiske Efterretninger“ mig en kær Fritidssyssel, og det er mit Haab, at Bogen af Egnens Folk for hvem den egentlig er skrevet, maa blive modtaget som et beskedent Udtryk for den Taknemmelighed, jeg føler ved Mindet om mine Ungdomsaar i det skønne Østfyen. 

     Holbæk, i August 1928

                                                                                                      Albert Thomsen.

Jeg har scannet et særtryk til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link