Poul Lindholm (1869-1929) var født i Linde by nordvest for Holstebro og i dåben kaldt Poul Jensen. Han var seminarieuddanet og virkede i over 30 år ved Ågård friskole nord for Kolding. Han var meget engageret i lokalsamfundet og en flittig skribent. I 1911 udkom den første af hans tre lokalhistoriske bøger: "Starup sogn i Brusk herred - et historisk-topografisk forsøg". Det er en omfattende sognebog, der indeholder oplysninger om ældre tid, kirke, skoler og andre institutioner. Der er også blevet plads til et afsnit om gamle folks fortællinger, en gennemgang af de enkelte ejendommes historie og til sidst nogle stamtavler. Forfatterens forord lyder:

Da jeg for godt 14 år siden kom til Ågård som friskolelærer, mærkede jeg snart, at det var en i historisk henseende interessant egn, jeg var kommen til, og det varede ikke længe, før den tanke opkom i mig, at jeg vilde prøve på at samle lidt sammen til Starup sogns historie. Men just som jeg skulde til at begynde dærmed, oprettedes Ågård højskole, hvad der gav anledning til, at jeg fik mit skolearbejde således forøget, at jeg måtte opgive tanken om alt udenoms arbejde i endel år.

Stiftelsen af Vejle amts historiske samfundi 1905 fik imidlertid tanken til at vågne i mig igen, og jeg begyndte nu at anvende min fritid til at fritte de gamle ud om, hvad de vidste, at gå på jagt efter gamle dokumenter her i sognet samt at gøre arkivrejser til Viborg. Desuden fik jeg en hel del afskrifter inde fra Rigsarkivet og Matrikulskontoret.

I efteråret 1908 var mit arbejde skredet så vidt frem, at jeg kunde indbyde folk til 6 foredrag om Starup sogn, og da disse foredrag vandt en tilslutning langt større, end jeg havde turdet håbe, bestemte jeg mig til at indsamle stof endnu i 2 à 3 år, og så samle det hele sammen i en bog.

Denne Bog er det da, der foreligger her, og som jeg vil bede dens få læsere tage lidt venligt imod.

Jeg mener at have ydet det bedste, jeg for øjeblikket kunde, men rigtignok samtidig, at der langtfra er så godt, som det burde være; thi bogen er et hastværksarbejde. Selv om jeg har arbejdet på den i adskillige år, er det jo kun min ret knapt tilmålte fritid, jeg har kunnet anvende til arbejdet, og jeg er overbevist om, at der både i Rigsarkivet og i Landsarkivet i Viborg finde adskilligt mere til oplysning om sognets historie, end jeg har fået med. Således ligger der sikkert et rigt stof i Tingbøgerne, af hvilke jeg kun har fået undersøgt de tre første årgange af Brusk herreds, slet ingen af Jerlev herreds. Tingbogsundersøgelsen hørte ellers med til min oprindeligt plan, men jeg måtte lade den fare, da jeg opdagede, den vilde tage adskillige år for mig, og jeg havde ikke råd til at ofre hverken den tid eller de penge, den vilde koste. Desuden vilde jeg gærne have bogen ud, inden for mange af den ældre slægt gik bort.

Afsnittet Gamle folks fortællinger vilde og kunde jeg gærne have gjort nogen fyldigere, men jeg har med flid undladt at gengive sådanne fortællinger, som jeg mente i nogen måde kunde støde endnu levende slægtninge af de personer, de omhandler.

Også Stamtavlerne har jeg måttet indskrænke betydeligt, da de ellers vilde have optaget altfor megen plads. I de stamtavler, jeg har givet, har jeg kun medtaget, hvad der vedrører Starup sogn.

De gamle stednavne kom jeg først i tanker om at tage med, da bogens trykning var vidt fremskredet. Undersøgelsen er dærfor ikke blevet så grundig, som den burde have været, ligesom jeg også godt indser, at de endnu brugelige af disse navne burde have været betegnede med lydskrift.

Det ligger næsten i sagens natur, at et arbejde som nærværende ikke kan være fri for fejl. Mundtlig overlevering er jo ikke nogen absolut pålidelig kilde, og jeg har under mit arbejde flere gange gjort den erfaring, at kirkebøger og pantebøger heller ikke er det. Jeg er mig imidlertid bevidst, at jeg har efter bedste ævne søgt at undgå fejlene, og håber dærfor, at de ikke må være altfor mange eller store.

Tilsidst en tak til alle dem, ved hvis velvilje bogen er kommet i stand.

Først og fremmest Starup sogns beboere, af hvilke kun meget få har undgået mine vist ofte besværende spørgsmål, og af hvilke grumme mange beredvilligt har lånt mig deres game papirer i årevis. Specielt må det være mig tilladt at nævne Poul Terp, Ågård, der fra første færd har omfattet mit arbede med den største interesse.

Dernæst de institutuiner, der har støttet mig med penge, nemlig Starup-Nebel kommune (200 Kr.), Kultusministeriet (150 Kr.) og Vejle amt (50 Kr.).

Denne understøttelse, plus hvad jeg får for de solgte exemplarer af bogen, vil dog næppe kunne dække trykningsomkostningerne, så jeg får således ikke andet for mit arbejde og de ret store kontante udlæg, jeg har haft dærved (arkivrejser, afskrifter o. lgn.), end den glæde, arbejdet selv har forvoldt mig, medmindre Carlsbergfondet, Den Hjelmstjerne-Rosencroneske stiftelse og Det Raben-Levetzauske fond, hvilke institutioner jeg også har søgt om understøttelse, men endnu ikke fået svar fra, også skulde vise sig imødekommende. I så tilfælde bringer jeg dem her min tak.

 

     Ågård friskole, den 13. decbr. 1911.

                                                                    Poul Lindholm.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.