Christian Frederik Ludvig Nielsen (1876-1939) kom til verden i Herning som søn af en snedker. Han voksede op i Gjellerup sogn som plejebarn i en husmandsfamilie. Han benævner sig selv som forhenværende oversergent. Jeg har ikke kunnet finde yderligere vidnesbyrd om ham, udover at han fik udgivet et mindre antal bøger, herunder i 1922: "Fra Studekørsel til Motordrift : Nogle Optegnelser om Gellerup Sogn". Forfatterens forord lyder:

Naar jeg har søgt at samle nogle Oplysninger om Gellerup Sogn og hermed udsender dem i Bogform, saa er det fordi, jeg selv har Interesse derfor, men ogsaa fordi jeg mener, de fleste af Sognets Beboere har for lidt Kendskb til det Sogn, hvori de selv lever, ligesom jeg ogsaa mener, at vi, der er opvokset i Sognet, men som senere har faaet vor Gerning andet Steds, har godt af at følge med i, hvad der foregaar »derhjemme«, og endelig har vi nu her en Mæmgde Oplysninger samlede i èn Bog, saa vi der kan faa Svar paa mange Spørgsmaal Sognet vedrørende, ligesom jeg ogsaa tror, at mange Mennesker, som ikke har nogen Forbindelse med Gellerup, kan læse enkelte af Bogens Afsnit med Interesse.

Ethvert Sogn burde have en lignende Bog, og gid Børnene, som i Skolen lærer saa meget om fjerne Egne, ogsaa maatte lære en lille Smule om det Sogn, hvori de selv bor.

Jeg tænkte først paa at kalde Bogen »Gellerup Sogns Historie«, men jeg blev snart klar over, at der manglede meget, før man havde Lov at give Bogen en saadan Titel, den maatte nøjes med en mere beskeden, og jeg beder da ogsaa om, at den maa blive modtaget kun som nogle Optegnelser.

Men naar jeg har paataget mig Arbejdet og Risikoen med Bogens Udgivelse, saa er det mit Haab, at Sognets Folk vil tage vel imod den, saa den kan komme ud blandt Folk - ogsaa til dem fra Sognet, som nu bor andet Steds.

Det har ikke været mig muligt at faa Tid til at sætte mig stille og nedskrive og ordne disse Optegnelser, men jeg har ofte maattet skrive en kvart eller halv Time nu og da.

Derfor er jeg ogsaa klar over, at Bogen hvad Sprog m. m. angaar kunde have været »poleret« lidt pænere, og jeg er ogsaa klar over, at den har mange Mangler, og at èn af Sognets Folk, som »bor hjemme«, kunde have gjort det bedre; men da ingen tog fat, følte jeg Trang til at gøre det, men den Gerning, som jeg nu har, lægger saa megen Beslag paa min Tid og mine Kræfter, saa jeg nu ikke har mere Tid at ofte paa dette Arbejde.

Hvor ingen trykte Kilder er Opgivet, har jeg som Regel mine Oplysninger enten fra ældre Folk eller fra Selvoplevelse. Jeg takker alle, som beredvilligt har givet mig de ønskede Oplysninger, og jeg er fremdeles taknemmelig for yderligere Oplysninger, da der mulig senere kan komme lidt mere om Gellerup Sogn.

Da ogsaa Efterslægten kan nyde godt af disse Oplysninger, bør denne Bog ikke laanes men ejes, og det er mit Haab, at den maa tjene til at vi, der fik vort Barndomshjem i Gellerup Sogn - denne yndige Plet - maa komme til at elske det mere.

Gothersgade 115², Købh. K., den 25. Novbr. 1922.

 

                                                  K. F. L. NIELSEN. 

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link